Jul i billeder

Glimt fra min All American Christmas -

Familien Townshends hus - Andys barndomshjem

Vi pynter juletræ

Julemorgen

Andy og bror Kevin klar til at dele frugtposer ud til de frivillige, der skal bringe dem videre ud til værdigt trængende

En velfortjent pause med julemiddag i kirken: kalkun, kartoffelmos med sovs, majs med nudler, tranebærsovs, en lun bolle, og vanilleis til dessert

Mor Sandy og Andy dekorerer småkager, en af familiens mest skattede traditioner - småkagerne dækkes med et tykt lag hvid glasur og så er det ellers om at være kreativ med krymmel og glimmer i alverdens farver! (jeg har dekoreret den i forgrunden)

En af de mange gaver jeg fik af Andy - far John i baggrunden og nevø Steven til højre

Så skal der kælkes! I knæhøj sne (eller armhulehøj for fireårige Megans vedkommende - den lille lyserøde pige som Andy hjælper op for neden af bakken. Til højre er Steven på vej ned med hovedet først)

Ta daaa! Randy the Snowman - med overskæg, hockeyhår og kuglepenne i brystlommen

Merry Christmas!

Så blev det alligevel en rigtig jul ... Andys bror kom om morgenen d. 24. , hvor sneen og vinden havde lagt sig og vejene var ryddet det meste af vejen. Vi nåede frem til Wausau ved middagstid og tog direkte over i kirken, hvor familien Townshend de sidste mange år har været frivillige hjælpere til en "community dinner" for ældre og handicappede, der ikke har andre steder at fejre jul. Eftermiddagen gik med at pakke frugt og nødder i poser, mens andre frivillige lavede mad, pakkede småkager, ordnede blomster og satte lange rækker borde og stole op. Efter lidt sidste-øjebliks-juleindkøb og sightseeing i Wausau pyntede vi juletræ og spiste vi aftensmad og sad og snakkede, indtil klokken kaldte til Midnatsmesse. Jeg anede ikke at Andy var katolik, det er aldrig noget vi har snakket om. Det var smukt i kirken, der var et meget dygtigt kor og øjeblikket hvor alle vendte sig og gav hinanden hånden med ordene "may peace be with you" var bevægende. Andys forældre skulle lige snakke med alle (kirken var propfuld, måske omkring 200 mennesker), så vi var de sidste der gik.

Julemorgen blev vi vækket klokken otte. Med en kop kaffe i hånden satte vi os i sofaerne rundt om juletræet og så blev der delt julekort ud. Det er tradition at man køber trykte kort til hinanden, ofte med følsomme og i danske øjne super-sentimentale hilsener og vers indeni ("For my wife - You are the joy of my life", "For a very special son", osv.) Evt. kan man skrive lidt ekstra til, det vigtigste er at man får fortalt hvordan man har det med hinanden. Som Andy sagde til mig: "it's okay to tell people how you feel". Bagefter var der julestrømper, mor Sandy har syet og broderet til alle i familien. Til min store overraskelse var der også en til mig med chokolade og små gaver i. Og så var der ellers gave-show som vi kender det. Jeg havde en stor pakke med til Andy og en lille en til John og Sandy, og Andy havde købt en masse små pakker til mig. Det var rigtig hyggeligt og selvom jeg var langt væk hjemmefra fik jeg alligevel den der julefølelse i maven.

Klokken ti begav vi os mod kirken igen for at hjælpe med at gøre klar til middagen og levere mad til de, der ikke kan komme ud af huset. Det var en sjov dag med en masse søde og sære mennesker - fik snakket både med andre frivillige og fik afbrudt min blomster-uddeling til fordel for en længere snak med et par tjavsede gutter, hvis blikke og trætte smil afspejlede hårde liv men også glæde og begejstring over dagen - og over at tale med noget så eksotisk som en dansker... Jeg blev velsignet et par gange inden vi tog hjem og slappede af på sofaen.

Senere, midt under den traditionelle småkage-dekorering, kom Andys ældre bror og søster, hhv. 36 og 38 år, med hver deres familie. Fire børn i alt mellem 1 og 8 år. Vi havde spist kalkun og det hele i kirken, så menuen stod på gryderet og spaghetti og en meget lyserød marshmellow-dessert. Og så var der ellers gave-show igen, nu med børn! Andy overraskede mig med endnu flere pakker og jeg fik oven i købet en lille en fra søsterens familie, som jeg pakkede ud mens etårige Ryan (a.k.a. Buster) havde et fast greb om min pegefinger.

I dag sov vi længe og spiste pandekager før vi begav os over vejen for at kælke og lege i sneen. Vi byggede en snemand med overskæg og bundesliga-hår som vi døbte Randy og blev halvt færdig med en iglo, før vi var så frosne at vi blev nødt til at gå ind igen. Her ventede varm kakao med skumfiduser og varme farvelknus, inden vi måtte ud i bilen og afsted mod Madison.

Om syv timer skal jeg op og med bussen til lufthavnen, så jeg kan flyve til New York. Jeg må hellere begynde at pakke...

Snestorm

Ja ja det kan jo være meget godt med sne. Men så var det at Midtvesten blev ramt af en snestorm til i dag. Som I måske har set i nyhederne derhjemme, er det ikke det smarteste at køre ud lige nu. Nærmest livsfarligt, selvom Wisconsin ikke er så hårdt ramt som Michigan og Missouri. Så lige nu sidder jeg med tasken pakket og skal alligevel ingen steder. Det skulle klare op i morgen og Andys bror er klar til at gøre et nyt forsøg på at køre fra Milwaukee i morgen tidlig. Men lige nu er jeg godt nok ikke helt sikker på, hvor jeg kommer til at tilbringe julen ... Men så længe det bare ikke er i en snedrive på vej til Wausau så er jeg vel glad.

Julesne

Til alle jer som savner sne og som jeg har lovet at sende lidt - her er billeder fra Madison i december:

Diego og Patrick i fuld fart ned ad det isglatte fortorv - Rachel og Gabriel kigger på

Avisstandere på Capitol Square

Bascom Hill på campus - rimelig sej kælkebakke (jeg har jævnligt set folk stjæle bakker fra cafeteriaerne til at kure på)

Mig på campus

Mor med sø

Pladsen Library Mall mellem State Street og campus, kirken i baggrunden har i øvrigt lige en Subway sandwichbar i kælderen - man kan jo lige så godt kombinere den åndelige føde med den virkelige ...

Den .... juletid

Puh det er en travl tid. Og en hård tid. Den sidste uge har været en sand rutchebanetur delt mellem nostalgi og overstrømmende glæde over hvor godt vi har haft det og den bitre erkendelse at det hele langsomt falder fra hinanden... Hver dag har jeg sagt farvel til gode venner, nogle ved jeg at jeg vil se igen, andre nok ikke. Mit ophold her føles som en isflage der knager og brager og hver dag brækker nye stykker af rundt om mig og flagen blir mindre og mindre til jeg til sidst kun er mig selv og er nødt til at være helt stille. Jeg lever i en konstant ambivalens, jeg glæder mig sådan til at komme hjem, men samtidig er det næsten ubærligt at tænke på at det er slut nu. Ikke det hele, men byen her, huset her, mine venner her. Det hele går i opløsning. Forude venter nye eventyr, jeg skal til New York og jeg skal køre tværs over landet, to ting jeg har drømt om længe. De vigtigste venner herfra mødes jeg med i LA inden jeg flyver hjem. Men det er alligevel et helt nyt kapitel, der starter nu.

Om nogle timer kommer Andys bror og henter mig på vejen til Wausau, en by langt nordpå, hvor Andy er vokset op. Vi havde ellers sagt et hjerteskærende farvel og jeg havde indstillet mig på at holde en lavmælt jul med den lille håndfuld mennesker, der er tilbage i huset. Men fire timer efter at Andy var kørt afsted med sin far, ringede han og inviterede mig til at holde jul med sin familie oppe i "the big north". Så pludselig fik jeg meget travlt med at ordne de sidste ting her i Madison. Når jeg kommer tilbage har jeg lige en aften til at pakke, så skal jeg til New York, og når jeg kommer hjem derfra, har jeg halvanden dag til at ordne det sidste, pakke alting ned, flytte ud, pakke bilen og komme afsted.

Men allerførst skal jeg sove. De sidste nætter er gået med at suge alting til mig og få det sidste med mens der stadig var liv i huset. Og så tidligt op for at vinke farvel fra verandaen eller følge folk til bussen, så det er ikke meget søvn jeg har fået. Og søvn skal der til når jeg skal møde hele Andys familie lige om lidt, og vi alle sammen skal tilbringe julen i kirken med at lave og servere mad til ældre og handicappede mennesker, der ikke har andre steder at være.

Det har været hårdt ja, men også helt fantastisk. Mens eksamenerne stod på, fik jeg helt glemt hvor godt vi har haft det her, og alle de skønne skønne minder. Og moderen var her og så det hele og mødte dem alle, og det var rigtig dejligt. Og det hårde slid gav bonus, for indtil videre har jeg to A'er stående på mit eksamensbevis herfra. Det kan jeg jo kun være overordentlig tilfreds med.

Jeg vil slutte for denne gang, men vender forhåbentlig snart tilbage med nogle gode julehistorier. Indtil da: Rigtig glædelig jul alle sammen!

Biler

Nicholas' bil er mest beregnet til at samle små amerikanske dukkepiger op i. Eller måske nærmere til børn. Meget små børn. Den var i hvert fald ikke til at have både Malgosia og Dan og mig på bagsædet og slet ikke når Benoit samtidig var nødt til at rykke sædet helt tilbage for at få plads til Sofia sidde på skødet af sig. Nicholas havde førersædet for sig selv, men det skulle af en eller anden grund og rykkes helt tilbage, så vi sad alle sammen med knæene oppe under hagen. Han havde til gengæld svært ved at finde gearet under Sofia (til Benoits lette misfornøjelse...) Og bagruden kunne han lige så godt opgive. Nå ja og så er der jo sne og is over det hele og Dan fik foden viklet ind i sikkerhedsselen og faldt lige så lang han var i en snedrive, da han forsøgte at kravle ud af bilen. Vinbaren hvor han arbejder var i øvrigt lukket da vi kom, hvilket var grunden til at vi endte med at give ham et lift hjem i stedet for at sidde og drikke rødvin... Det gjorde vi så derhjemme i stedet. Og hey, vi sang da også hele vejen og der var endda plads til at man kunne rokke med skuldrene, så længe man gjorde det i takt. Men jeg sendte nu et par varme tanker til bussen undervejs.

Den anden aften så vi Cars i co-op'en. Det er altså en fin lille film! Og så handlede den lige pludselig om Route 66 så nu kan jeg slet ikke vente med at komme afsted! "Get the motor running, danananana, get out on the highway, danananana, looking for adventure, in whatever comes our way...!" Og så er vi kun fire i bilen...

Eksamensdage

Sådan ser mine dage ud i disse uger:

kl 8: står op
kl 9-12: skriver opgave biblioteket
kl 12-12.45: spiser frokost med flokken i cafeteriaet Lakefront on Langdon eller Der Rathskeller
kl 13-17.45: skriver opgave på biblioteket (evt. afbrudt af undervisning)
kl 18: fællesmiddag i co-op'en med hyggesnak og kaffe i køkkenet
kl 20-23: skriver opgave på biblioteket
kl 23-01: spiser natmad, snakker, ordner småting, går i seng

Suk, jeg glæder mig til det er overstået - og det varer ikke længe:

d. 13. december: afleverer 1 opgave om forholdet mellem fagforeningerne og borgerrettighedsbevægelsen i USA i 1960erne
d. 14. december: afleverer 1 lille opgave om hovedpointer i community organizing
d. 18. december: afleverer 1 opgave om social kapital i skolesystemet og 1 opgave om køn og uddannelse
d. 19. december: afleverer 1 opgave om community organizing i forhold til mine erfaringer co-op'en

Og så: HURRAAAAAAAAAAAAAAAAAA!!! Fri og jul i co-op'en og nytår i New York og Route 66 og LA og så: København og hjem til alle jer som jeg savner :)

Nå ja - og så har moderen jo ganske uventet meldt sin ankomst midt i det hele! Jeg er muligvis den mest besøgte beboer i co-op'en dette semester. Glæder mig.

Minus 22 grader

- så har man også prøvet det... Det føles lidt som om ens kinder falder af, når man går ud, men ellers er jeg nu pakket ret godt ind. Jeg har i hvert fald endnu ikke haft brug for sådan en Hannibal Lector-agtig neoprenmaske for ansigtet, som mange ellers er begyndt at gå med herovre. I morges viste Lake Mendota sine første tegn på, at den er ved at fryse til. Andy siger at det tit først sker i januar, så jeg er næsten heldig hvis jeg lige får dét syn med - så skal der isfiskes og snow surfes! Men men, mildere temperaturer er på vej, kun 6-9 graders frost i næste uge, så jeg må hellere lade være med at glæde mig for tidligt...

Vintervejr

Det er blevet vinter i Wisconsin. Den første sne faldt som bestilt den første december og dækkede byen i et tykt tykt lag. Næsten 15 centimeter satte bustrafikken halvt i stå så flere af mine venner måtte gå hele vejen til fest og nåede frem forfrosne og med klaprende våde tæer. Efter flere omgange tø og frost er sneen blevet til is som gør det ganske farligt bare at gå ud med skraldeposen (jeg måtte kravle på alle fire for ikke at falde op ad trappen). For slet ikke at tale om at bevæge sig rundt på den skøjtebane de kalder campus. I dag sner det igen på tiende time her i Madison. Og oppe nordpå, hvor Jeppe og jeg for ganske kort tid siden gik rundt i solskin, melder man om snestorm og udsigt til mere end 25 centimeter sne i løbet af i aften og i nat. Her er har temperaturerne endnu ikke nået det helt ekstreme, men det ligger lige om hjørnet. Vejrudsigten siger - 14 grader i bare morgen tidlig ("feels like - 18"), og endnu koldere natten til torsdag. Jeg blir mere og mere nysgerrig efter, hvordan det hele skal fungere, hvis det er sandt hvad de siger - at det her skam kun er begyndelsen... Lige nu er det dejligt julet og besværlighederne er trods alt ikke større end at de kan skyldes ned med varm kakao. Men jeg er godt nok glad for at jeg er langt væk i januar, når frøken frost virkelig gir den gas.

Wisconsin Road Trip!

Her er et lille udpluk af de tusind billeder vi fik taget på vejen:

Vores herreseje og på det tidspunkt stadig meget skinnende bil ved June og Jims hus i Winona

Deruda'

Endelig fremme ved Lake Superior netop som solen bryder gennem skyerne

En af de betagende smukke solnedgange der fulgte os på vejen

Den lille by Bayfield og færgen til Madeleine Island

The Pickled Herring ...

Hvis I synes det her sted ser skørt ud udenpå, skulle I bare se det indeni - vi fik anbefalet Maggie's restaurant af en lokal, der nok mente at den var "a little funky". Og ganske rigtigt. Indeni var der fyldt op med frokostgæster og intet mindre end - flamingoer! Aldrig har jeg set så mange flamingoer, i alle tænkelige afskygninger, på plakater, i plys og i plastic, i vindueskarmen, på væggen og i loftet. Og så var der de kulørte lyskæder, football trøjerne og et lille elektrisk tog, der futtede rundt i en bane oppe under loftet over baren. Ikke lige hvad vi havde forventet at finde i en lille flække som Bayfield ...

Jeg kan stadig ikke helt regne ud om det er meningen at man skal kunne køre på den her

Fiskerflækken Cornucopia lå pludselig midt i den frostklare luft. Ellers var der ingenting.

Floden med det sigende navn Bad River flyder gennem Copper Falls State Park

Jeg tror ikke den her hjort var klar over at det var midt i jagtsæsonen - den ene uge om året, hvor man gerne må skyde den og dens venner. Den var i hvert fald ret ligeglad med at vi stod mindre en fem meter væk.

Jeppe med bil

Mig med bil

Sidste stop - Lake Michigan

Jeppe i Amerika

Så er jeg tilbage. Undskyld det har varet så længe - det er bestemt ikke fordi, der ikke har været noget at skrive hjem om - her kommer en ordentlig smøre.

Jeppe har været her i 16 dage som har været fulde af eventyr - jeg kan umuligt fortælle om det hele, men jeg vil selvfølgelig gøre et forsøg... Vi mødtes på et gadehjørne i Chicago og tilbragte fire-fem dage i byen som jeg er kommet til at holde meget af. Vi gik byen tynd, spiste scrambled eggs og hashbrowns til morgenmad, hang ud i Chinatown, drak øl i Wicker Park og hørte afro-jazz i selskab med arrogante bartendere på The Green Mill. Af en eller anden grund kom vi også til at se rigtig mange dyr - vi boede i Lincoln Park kvarteret, som har en kæmpe gratis zoologisk have, og så var vi i akvariet og så hvaler og delfiner og søheste og alting.

Tilbage i co-op'en virkede det pludselig overvældende med alle de mennesker, men lige straks blev det Thanksgiving og folk sivede hjem til hver deres egn og lagde huset øde. Vi var blevet inviteret til middag af June som jeg kender fra uni, hjemme hos hendes bror, som er en rigtig business man og bor i et kæmpe - jeg mener KÆMPE - hus på landet uden for Madison. Han har 15 acres jord incl. marker og en lille skov. I husets kælder, som han selv har indrettet, er der fitnessrum med sauna, en lille fjernsynsstue, en bar, en mini-biograf på vej og rigelig plads til at bespise de 18 mennesker, som vi var: June og hendes mand, hendes forældre, hendes søster og bror med henholdsvis mand og kone og i alt otte børn i teenage-alderen. På væggen hang billeder af familien foran pejsen og på skiferie i Colorado. Familien tog imod os på ægte amerikansk maner med åbne arme og knus og skåle for "our new friends" - og ikke mindst MASSER af mad: kalkun og stuffing, tranebærsovs, sweet potatoes, æble og pumpkin pie og alt hvad der ellers hører til. Vi havde det mægtigt.

Dagen efter stod vi tidligt op og tog ud for at hente hvad der skulle blive en alle tiders overraskelse: Den unge kvinde på billeje-kontoret gav os en god pris og ordnede alle papirerne, hvorefter hun fortalte os, at vi skam havde hele to muligheder her til morgen: enten kunne vi tage en halvgammel Nissan, som bare lige skulle vaskes, eller også så var der jo altså denne her splinternye knaldrøde Ford Mustang 2008 som de lige havde fået og som ingen havde lejet før os, hvis vi var interesserede? Gæt tre gange hvilken en vi valgte... Overstadige og høje i hatten drog vi ud på vores færd: Wisconsin rundt på fire dage. Vi kørte vestpå og op langs Mississippi-floden, med et enkelt stop hos June og Jim i Winona, Minnesota. Så nord til Lake Superior og østpå gennem store skove, natur- og indianerreservater. Et smut ud på halvøen, der går ud i Lake Michigan og endelig tilbage mod Madison. Det var en helt fantastisk tur med overvældende smuk natur, små flækker med træhuse der krympede sig i den isnende kulde, uendelige øde landeveje gennem skovene og heldige jægere på vej hjem fra jagt med fire hjorteben stikkende op fra pick-up'ens lad. Vi fik et af mine bedste måltider nogensinde, skarpt efterfulgt af et af de værste. Vi sov på moteller og hørte rockmusik og country på bilradioen så længe vi ku holde det ud. Og alt muligt andet. Det var en fantastisk tur.

De sidste dage blev tilbragt i ro og mag i co-op'en hvor film, vandpibe og varm kakao hurtigt blev faste ingredienser, kun afbrudt af en enkelt udflugt og en alt for fyldt fest.
Nu er Jeppe tilbage i Danmark og jeg er tilbage i hverdagen, hvor eksamenstiden har bidt sig fast sammen med isen og sneen, der faldt den 1. december. Uf, lige nu ville jeg ønske jeg stadig sad i en knaldrød Ford Mustang uden andre bekymringer end at finde den næste kop kaffe på vejen...

ØV!

- er alt hvad jeg har at sige om dét valg (måske lige bortset fra: SF, wahey!)

Klimapolitik

Som en lille overspringshandling, nu hvor jeg sidder her og for tredje time i træk ikke er begyndt at skrive på min meget vigtige synopsis, vil jeg give jer min kloge ven Anders' svar på et spørgsmål om, hvilket parti der er det mest klimavenlige - altså hvem, der tager problemet mest seriøst. Jeg synes, det er så fint sagt, at det fortjener et bredere publikum:

"Problemet er vist lidt, at venstrefløjen har forstået at vi SKAL gøre noget, men ikke har forstået at vindmøller og skatter ikke er nok. Højrefløjen har forstået, at der skal helt andre midler end vindmøller og skatter til, men de har ikke forstået at vi SKAL gøre noget."

Og nu må jeg hellere tage mig sammen og overbevise mig selvom, at jeg også SKAL gøre noget, hvis min synopsis nogensinde skal blive færdig... Gad vide, hvilke midler der skal til?

Krydset!

Barry James er en rar mand. Han er lille, hvidhåret, dyb i stemmen og fast i håndtrykket, og mandag morgen kom han hele vejen til Madison, så alle os danskere i byen kunne stemme til Folketingsvalget uden at skulle til Milwaukee eller Chicago. Vi udførte vores demokratiske ret og pligt i mindre end smukke omgivelser i Der Rathskeller, et yndet cafeteria i Memorial Union, der fungerer som bar om aftenen. Men hey, Barry havde ladet et par andre piger stemme over en burger på MacDonald's i Green Bay, så det var nok alligevel et skridt opad. Og bedre end at stå i kø i timer på en udrangeret folkeskole. Nu har jeg i hvert fald sat mit kryds, så håber jeg bare, at rare Barry husker at sende min stemme. Uh det blir så spændende!

Ann Arbor

Så har jeg fået set mig omkring i Ann Arbor, en fin universitetsby i Michigan (7 timers kørsel fra Madison gennem Illinois og Indiana). Vi var en god flok fra MCC (Madison Community Cooperative, som er vores moderorganisation her i Madison) og tog turen i to biler. Jeg var så heldig at følges med Kim, min eks-room mate, det var helt rart at få snakket igennem igen ligesom i de gode gamle dage på 2. sal... Mindre heldig var jeg med chaufføren. Hun var såmænd ganske sød, men hvem har fortalt hende at det er cool at være kvinde og bøvse igennem? Demonstrativt? Hvert femte minut??? Adrr, jeg var ved at kaste op til sidst, det var simpelthen så klamt. Og eftersom vi både ramte rush hour i Chicago og missede et par exits undervejs, tog turen ikke bare syv men hele 10 timer - fy for den. Søndag morgen, da hun kørte os til The Union hvor konferencen blev holdt, stod den ikke på bøvser men på host og harken og der-er-tydeligvis-ikke-en-hel-masse-slim-i-min-hals-men-jeg-prøver-alligevel-at-lyde-som-om. Åh hvor var jeg glad for at komme med den anden chauffør hjem - Allison (født og opvokset i Chicago), som da hun var 17 år gammel besluttede sig for, at hun ikke ville tale med amerikansk accent og derfor tillagde sig en lettere tøvende og mærkværdig udtale, som gjorde, at Kim troede hun var udlænding. Men Allison spurgte mig så til gengæld, om ikke Kim (født og opvokset i Wisconsin) var fra Norge, såh....


Vi sov i en kæmpe co-op med 140 studerende, der havde det største køkken jeg længe har set. Vi var til nogle mere og mindre interessante workshops, hørte en blændende god hovedtaler, testede Ann Arbors cafeer, var til fest i co-op'en The Black Elk, og fik snakket godt og grundigt om både vores egne huse og kollektiv-bevægelsens rolle i verdensøkonomien og samfundet som sådant. Noget af det bedste var, at der næsten kun var amerikanere. Kun ganske få internationale studerende med mærkelige accenter og undrende blikke, men cirka 400 unge aktivistiske amerikanere fra hele landet - Colorado, Texas, Californien, New York, ... Når vi diskuterede udfordringerne for NASCO, MCC og vores egne huse som organisationer, hvad vi gjorde en del, kunne jeg så tydeligt mærke, hvordan det på en eller anden måde altid er det samme. Og hvor hurtigt jeg bliver suget ind i den slags. Organisations-halløj. Er virkelig blevet miljø-skadet af min tid på radioen. Eller miljø-påvirket måske bare.

Nå, jeg vil spare jer for alle mine tanker om kollektiver, andelsbevægelser, selvbestemmelse, deltagelse og demokrati og i stedet slutte rapporten med et par levende(!) hjorte, som vi så græsse i vejkanten, da vi ventede på bussen til centrum tidligt lørdag morgen. Det var helt rart, eftersom køreturen bød på cirka 12 døde hjorte i vejkanterne. Hver vej.

Chi Town

Med dette indlæg slutter beretningen om den sidste uges eventyr - lige om lidt er jeg nemlig på vej til Michigan, til det årlige NASCO Institute i Ann Arbor (NASCO = North American Students of Cooperation). Men først lidt fra vores forrygende tur til Chicago:


Dag 1: Aftenen startede helt efter guidebogen med Deep Dish Pizza på Girordano's, mmm... Efter en laaang tur med the El, Chicago's overjordiske metro, sad vi med perfekte cocktails på Al Capone's gamle stamsted The Green Mill , der ikke har ændret sig meget siden dengang - med lækker jazz i ørerne. Jeg har aldrig før hørt om Kimberly Gordon, men jeg skal helt sikkert høre hende igen, mmm...



Dag 2 begav vi os ud på den vildeste shopping dag i det hippe kvarter Wicker Park, der bugner af superfede second hand butikker - tror vi var på den i fem-seks timer... Mortens sidste aften blev fejret med middag på en noget finere restaurant end vi ellers ville have valgt, med Martinier i baren og det hele. Efter at have overgivet størstedelen af vores kontanter til en hærget kvinde med en utrolig overbevisende løgnehistorie, tog vi turen op i Hancock Tower, den næsthøjeste skyskraber i Chicago, som har en fancy bar på toppen med en mildest talt svimlende udsigt over byen - og champagne til 60 dollars flasken:


Chicago havde selvfølgelig også pyntet fint op til Halloween...


Dag 3: Jeg stod op klokken l... for at sige farvel til Morten, og efter en halv times ekstra dårlig søvn begav Sofia og jeg os mod The Art Institute, Chicagos gigantiske kunstmuseum - en fantastisk samling impressionister og meget andet godt... Resten af dagen tilbragte vi i Chinatown, hvor vi fik glimrende mad og lykkekager og gik på jagt i de små butikker fyldt med alskens krims-krams af alle kvaliteter...


Chicago fik mig til at glemme alt om Madison og studier og gnavne co-op'ere, der er uenige om hvad overskuddet fra festen skal bruges på - jeg kunne sagtens være blevet der i flere uger, og stadig ikke være færdig med The Windy City. Måske skulle man ligefrem bo der en dag. Det tror jeg godt jeg ku. Jeg sidder og lytter til Robert Johnsons gamle Sweet Home Chicago, som Nana gav mig med på rejsen, og drømmer mig tilbage...

Og der blev fest!

Hvis vi gjorde noget ud af forberedelserne, må man vist sige det samme om kostumerne - en imponerende forsamling ...

Tak for i aften...