Så er jeg startet på universitetet og er så småt ved at finde ud af, hvilke kurser jeg skal tage. Alle tjekker en masse kurser ud i starten, og så vælger man ellers til og fra i løbet af de første to uger. Jeg er allerede løbet ind i en hel del problemer med kurser, der var skemalagt oven i hinanden, og det har mildest talt været svært at vurdere niveauet og ikke mindst arbejdsbyrden i de forskellige fag - nogle er virkelig arbejdstunge, f.eks. har en af mine professorer pænt bemærket i læseplanen, at han "så vidt muligt" har "forsøgt" at holde læsemængden på max 170 sider pr. gang - og det er ikke ligefrem lettilgængeligt stof. Kurset er et seminar i politisk sociologi med den usædvanligt lange titel: Socialism, Capitalism, and Democracy in the United States of America after 1890. Det lyder sindssygt spændende, og det håber jeg sandelig også at det er :) - vi er nemlig kun syv-otte på holdet, så der blir ikke noget med at gemme sig bagerst, når dagens tekster skal diskuteres...
Mit andet fag er Sociology of Education. Min professor her er en lille, duknakket og utrolig rar ældre herre med store briller, ternet skjorte, tykke sokker i sandalerne og hvidt hentehår, der krøller let i nakken. Holdet er en blanding af stort set alle typer, man overhovedet kan forestille sig: Den indignerede og engagerede unge kvinde, der har undervist på de værste skoler i Chicago, den kæmpestore sorte pige, der har kæmpet sig op fra fattige kår, den cool Malcolm X-look alike med intellektuelle briller og rastahår i nakken, den hvide middelklassekvinde med en handicappet datter og masser af specialundervisnings-erfaring, den unge canadier der har undervist i Guatemala, studinen fra Taiwan der gør sit bedste men alligevel taler helt uforståeligt engelsk, den friske fyr fra NYC, en sporty pige der ligner den mellemste datter i The Cosby Show på en prik, og kunstnertypen der vil have arts & music tilbage til retmæssig status - alle er de sprængfyldt med erfaringer og brænder lidenskabeligt fra hver deres niche for at reformere det amerikanske skolesystem. De er vældig søde til at inddrage mig i diskussionerne, selvom mit kendskab til amerikanske skoler er begrænset - en dame var endda så venlig at sikre sig, at jeg nu også vidste, hvad de talte om, da snakken gik på den kommende Thanksgiving-ferie...
Sidst står valget mellem to kurser: Community Organization and Change eller et Leadership Seminar, som begge kræver, at man på en eller anden måde kan identificere sig med emnet, da meningen er, at man bagefter skal ud i verden og gøre dét. Underviseren i førstnævnte er en selv efter Madison- og europæiske standarder meget venstreorienteret mand i flagrende tøj og sandaler. Når han sidder på hug, hvad han ofte gør, glider hans halvanden meter lange tykke sorte fletning ned over hans skulder og fejer over gulvet. Det er politisk bevidsthed, radikalisme, opstand, modstand, forandring, amerikansk historie og meget praktisk orienteret. De studerende på holdet er noget yngre end mig, temmelig blanke rent teoretisk, men meget søde og engagerede og gode til at diskutere. Særligt kunne jeg lide min sidekammerat Elijah, en ung Midwesterner med rødternet skjorte, overalls og tykke rødbrune bakkenbarter... Leadership seminaret henvender sig derimod til ambitiøse studerende, der har leder-positioner i organisationer på campus. Her skal vi gennemgå teorier om lederskab, lave praktiske øvelser og løbende reflektere over os selv og vores erfaringer. Det hele skal ende med en mini-konference og en personlig udviklingsplan. Man skulle skrive en ansøgning for at komme med, hvor mine erfaringer fra radioen kom mig til gode. Her er repræsentanter fra fraternities og sororities (en fraternity er ligesom den der KEG-klub i Beverly Hills, som Steve er med i - der er vildt mange af dem i Madison, og de har virkelig et dårligt ry som værende vildt overfladiske, status- og penge-fikserede typer), her er formanden for filmklubben, for klatreklubben og her er pigen, der startede de koreanske studerende klub på egen hånd - alle er de fulde af selvtillid og meget meget amerikanske. Det kan kun blive en oplevelse. Hvad ville du vælge?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar