Barb & John

Barbara er 62 år, hendes mormor var søster til vores morfar. Jeg fik hendes adresse af Mormor og skrev til hende for en måneds tid siden, at jeg var i landet. Hun besøgte Danmark for tyve år siden og vidste med det samme, hvem jeg var. Hendes begejstring og glæde over at skulle se os var overvældende, og hun og hendes mand gav os en modtagelse så hjertelig og varm, at jeg stadig ikke helt er kommet mig. Da Morten og jeg ankom med bussen stod hun spændt parat med røde og hvide blomster og danske og amerikanske flag og meget store knus. Huset var pyntet som til en fødselsdagsfest med alle de flag, hun tog med hjem fra Danmark dengang, og vi følte os hjemme efter fem minutter.


Samme eftermiddag fik vi begge vores første køretur i en Corvette '58 og det var så sejt! Jeg er ellers ikke normalt typen der flipper over biler, men er du vanvittig! Nu ved jeg godt hvad jeg skal spare sammen til... Mens motoren brølede og vi drønede ud af motorvejen med halstørklæderne flagrende efter os, sagde John til mig at jeg nu havde et andet hjem i Amerika.


Barbara lavede fin middag og vi tilbragte resten af aftenen med at snakke og udveksle gaver og se billeder fra Danmark.


Jeg er ikke helt sikker på, hvilken af morfars søstre der står længst til venste? Men ellers har vi her Barbara, Mor, Far, mig og Morten hjemme på Rønnevej - nååårrh, hvor er det længe siden!


Søndag morgen tog vi med dem i kirke - New Life Community Church. Det var en oplevelse. En sydstatspastor, der havde besluttet sig for at frelse Chicago stod i spidsen for noget, der mest af alt mindede om en halvdårlig rockkoncert i provinsen - men folk gav sig hen til de lovprisende sange og sang med på "Jesus you are good" og "I praise you Lord", svajede og klappede og løftede hænderne mod himlen og råbte "amen!". Ikke lige min kop te og heller ikke Johns. Han holder sig normalt til den lutherske kirke...

Efter en hurtig frokost gik turen til Chicago og alle de klassiske turiststeder: Forlystelsesparken på Navy Pier, The Magnificent Mile og Water Tower Place. John gav en tur i pariserhjulet og Barb fik os alle lokket med i Hershey's kæmpe chokoladebutik, hvor vi spiste cup cakes og slikkede os om munden. Høje af sukkerchock og med ømme fødder blev vi kørt lige til døren til vores hostel, hvor vi fik store farvelknus. Barbara tog min hånd og fik tårer i øjnene og jeg lovede hende helt spontant at jeg nok skulle komme og besøge dem igen. Jeg glæder mig allerede.

Morten has left the building--

Jeg skal love for at det har været en intens uge her i Midtvesten! Morten kom til Madison sidste tirsdag og det blev starten på en heftig blanding af smukke, skræmmende, familiære og fuldstændig fantastiske oplevelser: På cykeltur til Picnic Point i de smukke efterårsfarver, hvor vi så UW Marching Band (som jeg nu har fundet ud af er blandt landets bedste) øve sig til homecoming paraden, som senere kom lige forbi vores hus. En eftermiddag i køkkenet, hvor vi gik i lag med et godt stykke af Patricks hjort og kogte os frem til en fremragende jægergryde der fik stor ros af hele flokken. Forberedelser til Halloween, for ikke at tale om selve FESTEN (det var her det blev skræmmende) - hvor vi bl.a. tilbragte en time eller to som skuespillere i vores hjemmelavede og hvis jeg selv skal sige det temmelig imponerende Spøgelseshus. Festen var ganske enkelt fremragende, sjældent har jeg set så mange udklædte (og blodklædte) menneskerpå en gang. Billederne fortjener helt klart at stå for sig selv, så hold øje med bloggen ;-) Cirka seks timer efter vi gik i seng, sad vi i bussen på vej til Chicago - men først en lille omvej til forstaden Oak Forest og vores fjerne slægtninge Barbara og John. Vi overnattede hos dem og tilbragte søndagen med kirke og sightseeing i Chicago. Efter at have trasket rundt og hygget os hele dagen tog de hjem, og Sofia kom fra Madison og sluttede sig til os på et hostel downtown. Og så gik det ellers løs med at få det bedste ud af Chicago (detaljer samt billeder følger...) Efter et par forrygende dage tog Morten hjem tirsdag morgen - hvis jeg skal dømme ud fra hans smil har det vist været en ret fantastisk ferie :-D Det var skønt at han kom. Sofia og jeg blev i Chicago hele tirsdagen og kom (stærkt modvillige) hjem sent om aftenen til Madison. Jeg faldt i søvn tre gange i undervisningen i dag, og så skal jeg lige læse et par hundrede sider og skrive en opgave, som skal afleveres inden jeg tager til Michigan fredag morgen... Stress? Jep, men det var det værd!

Game Day! Badgers vs. Huskies

Så har jeg haft min første All American Football Experience! Som jeg sikkert har fortalt om før, så er Madison på den anden ende cirka hver anden lørdag i sæsonen. Traditionen påbyder, at man drikker så mange øl som overhovedet muligt før kampen starter - der er nemlig ingen øl på selve stadion - og fuld skal man jo (åbenbart) være. Og hvis kampen starter kl 11, så må man jo hellere begynde at drikke kl 9. Eller faktisk helst kl 8. Allerede fra morgenstunden er gaderne derfor dækket af en lind strøm af folk i alle aldre og former klædt i rødt, der er en lugt af øl og stegefedt i luften og jævnligt høres råb og sang fra haver, parkeringspladser og gadehjørner - vi tilbragte morgenen med en omgang "beer pong" hos Nis og derefter til officiel opvarmning i The Fieldhouse ved siden af stadion - friske som vi var med cirka 4 timers søvn i bagagen efter fredagens festligheder. Opvarmningsfesten, eller "the tailgate", er et ritual i sig selv, med brats (Midtvestens udgave af bratwurst) og øl i lange baner - dertil havde vi et svingende live band, auktioner over gamle footballs og jeg ved ikke hvad. Jeg tror, resten af dagen bedst forklares med et udpluk af mine cirka 100 billeder:

Hele holdet (og nogle tilfældige mennesker, som ingen kender) - klar til at gøre vores entre på stadion

Go Badgers!

Obligatorisk football menu: brats & beer! (faktisk en yndet kombination til stort set alt amerikanerne kan finde på at foretage sig sammen)

Så er vi her: Camp Randall - universitetets stadion med plads til 80.321 tilskuere (Parken go home), her fotograferet i pausen, hvor det som alt andet overdimensionerede UW Marching Band underholder med klassikere fra West Side såvel som Toy Story. Wisconsins farve er i øvrigt rød - hvis nogen skulle være i tvivl...

Spændt koncentration på tilskuerrækkerne

Find Holger (eller mig!)

Cheerleaders - B A D G E R S ! - siger de. Football kampe er generelt utroligt kedelige, især fordi spillerne hele tiden skal vente på at tv blir færdige med reklamerne - så bandet og cheerleaderne gør deres bedste for at underholde folk i de tre-fire timer, en kamp varer...

Cheerleaders på banen i det berømte "fifth quarter", hvor de viser alt hvad de kan, mens bandet spiller og folk langsomt siver ud...

Efterfest på The Stadium Bar - eller det vil sige udenfor, for vejret var jo skønt...

Flere cheerleaders? Vi er muligvis en smule fulde efter formiddagens eskapader efterfulgt af endnu en omgang eller fem... Jeg mindes, at vi sang meget på vejen.

Dagen sluttes af med maner - en omgang af universitetets egen fantastiske is på Library Mall, lige før jeg snupper en lur i græsset... (på trods af de næsten 20 graders varme var jorden nu en anelse for kold til rigtigt at sove...)

Introducing ... Cherry Van Elsie!

Jeg har været på mit første road trip - det var en kort men utrolig hyggelig tur til byen med det hidtil mest fantastiske navn jeg er stødt på her i omegnen: Oconomowoc! (Prøv at sige det hurtigt) Turen resulterede i Ben og Martins køb af en rummelig Chevrolet for den nette sum af 2500 dollars kontant. Så nu skal vi RIGTIG på road trip!

Vi (det vil sige pigerne) er i fællesskabets, kompromisets og flertallets navn nået frem til det passende navn Cherry (efter den ubestemmelige rød-brun-lilla farve) Van (efter Martins insisterende ønske om at kalde den simply "the VAN" og diverse inspiration fra Van Morrison til Van Damme) Elsie (fordi vi lige havde set Festen i Memorial Union hvor moderen hedder Elsie og det ligesom bare passede godt). Her er hun med de stolte ejere på vej hjem efter en lang dag, der inkluderede en sand festmiddag på Monty's Blue Plate Diner bestående af fish fry, hamburgers, øl og en gigantisk chokoladekage:

Uønskede dyr (undtagen hjorten)

Vi har lige haft husmøde. Jeg er åbenbart den eneste, der ikke synes, det er en helt fantastisk ide, at Margaret gerne vil have en hund. Ikke engang dem, der har allergi, er imod. Alle de diskussioner om demokrati og flertallets tyranni, jeg har haft gennem tiden, føles pludselig meget tæt på.

Da jeg kom ned i køkkenet en morgen i sidste uge, var vi - igen igen - løbet helt og aldeles tør for alt, der bare mindede om morgenmad (vores mad-indkøber har endnu ikke helt fundet den gode balance). Jeg brummede et eller andet surt og morgenagtigt, og søde rare Patrick, der stod og rumsterede med et par pander på komfuret, reagerede straks. Han tilbød mig meget venligt, at jeg da kunne få lidt af den mad, han lige havde tilberedet - der var nogle grøntsager og urter, som han havde fundet i haven, det hele var nærmest "vildt", sagde han stolt. Nå ja, og så var der også et egern. Han havde kogt et egern! I vores trykkoger!! Til morgenmad!!! Han sagde det smagte lidt af kylling, mens han suttede på et ben. Jeg sagde pænt nej tak og forlod køkkenet med alt andet end en egern-smag i munden.

Patricks hang til at skyde dyr er nu også en god ting. Den anden kom han hjem med en hjort, han havde skudt samme dag, så nu har vi fryseren fuld af friskt dyrekød, og det er jo altid rart. Han siger, at hjortene her smager bedre, fordi de spiser så meget majs. Gad vide, om det også gælder for egernene?

Patrick og hjorten

Obama for president?

I mandags kom Barack Obama til Madison. 4.000 mennesker, cirka halvdelen studerende, mødte op for at høre ham tale. Som sædvanlig havde mange klædt sig i Wisconsin-tøj, nogle få havde endda flottet sig med et par "ostehatte", som er meget populære (forestil jer en klaphat, det er bare en stor gul trekantet ost af plastic i stedet... Wisconsin er America's Dairyland og statens indbyggere kaldes ofte Cheeseheads. Meget flatterende). Mens vi ventede, blev der blandt meget andet spillet marchen "On Wisconsin", og der var her, nogle fandt på at kaste en oppustet plasticko rundt blandt publikum. Da Obama endelig kom frem på scenen, efter utallige "opvarmere", talte han i 45 minutter - kun afbrudt af tre piger, der besvimede undervejs - og han sagde lige sådan cirka alt det, vi gerne ville høre. Han var helt utrolig veltalende, super karismatisk, underholdende, fornuftig, troværdig og nærværende. Han fik alle til at råbe "Fire it up! Ready to go!" igen og igen. Hans sidste ord var: "Let's go change the world!". Nu er spørgsmålet så, om han også kan gøre alt det, vi gerne vil have ham til at gøre...

Friluftsliv

Et par kilometer fra campus ligger The Aboretum, et kæmpe naturområde, der omkrandser Lake Wingra, den tredje og mindste sø i Madision. Området ejes af universitetet, som bruger det til undervisning og forskning, men der er adgang for alle - og her er noget for enhver: Alle slags landskaber, skove med høje træer og små stier, tætte krat, prærielignende grasslands, sivdækkede wetlands, slanke birketræer og velplejede plantager... Jeg tilbragte en god lang eftermiddag derude sidste weekend sammen med Andy (en af mine yndlings-husfæller). Det var helt fantastisk at komme lidt "ud af byen" - dvs. egentlig kom vi jo ikke-rigtig-ud af en ikke-rigtig-by, men det var nu alligevel skønt at trave rundt i de skønne omgivelser, se på bladende der langsomt får efterårsfarver, få friske røde kinder og holde pause og spise æbler og drikke saftevand. Vi så traner og egern og flokke af kæmpestore kalkuner - jeg tror der var 10 eller flere. Nogle mærkelige frugter på jorden, som vi aldrig fandt ud af hvor kom fra, gav Andy en chance for at vise sig som en ganske habil jonglør... Åh ja, nu vi lige er ved friluftsliv - jeg har langt om længe været ude og sejle på Lake Mendota! I en lillebitte båd sammen med David, som rent faktisk (modsat os andre sløve hoveder) meldte sig ind i sejlklubben dengang for længe siden i August. Det var næsten vindstille, så vi drev mere end vi sejlede, men det var smukt og godt at se byen fra søsiden - det er ligesom om det hører med til at opleve den rigtigt.

Billeder fra campus

(Desværre valgte jeg at lege fotograf en usædvanligt mennesketom eftermiddag - campus er sjældent så affolket som det her tager sig ud...)


Udsigt over en lille del af campus fra Bascom Hill. Human Ecology bygningen hvor jeg har timer ligger til højre skråt bag det store "runde" træ. (Campus er som en lille by: Busserne er universitets egne, der gratis fragter folk rundt - det kan ellers let tage en times tid at gå fra den ene ende til den anden. Der er også et hospital, og selvfølgelig har UW også egen politistyrke. Men der er også over 40.000 studerende at passe på).


Hovedbygningen Bascom Hall på toppen af Bascom Hill.


- og udsigten hvis man står lige foran den... Til venstre skimtes den hvide kuppel på The Capitol, Wisconsins regeringsbygning og et evigt pejlemærke i byen.

Stisystem på siden af Bascom Hill, i baggrunden skimtes Lake Mendota.


Indgangen til College Library, mit efterhånden lidt for faste tilholdssted... (det er pænere og rarere indeni!)

A crowd flowed over Bascom Hill...

Selvom de studerende på UW-Madison er nok så levende, kommer jeg altid til at tænke på T. S. Eliots ord fra The Wasteland, når jeg hver mandag og onsdag omkring klokken kvart over to bevæger mig fra College Library op ad og hen over den græs- og stiklædte Bascom Hill og (herefter lettere forpustet) ned ad de usandsynligt mange trapper på den anden side, på vej til Community Organization and Change i Human Ecology bygningen. De årlige horder af festivalgængere på vej til og fra Roskilde er den eneste situation, jeg kan komme i tanke om, der minder lidt om, hvad jeg ser: Tusinder af unge mennesker på vej. På vej til Anthropology 104, English 618, Soc 924 eller bare hjem. Jeg kan ikke dagdrømme på vejen, men må navigere hurtigt og præcist for ikke at komme for sent til mine timer. Mens jeg går, bevæger mine fødder sig hen over utallige "chalkies", som lader til at være den foretrukne kommunikationsform på campus: beskeder og remindere skrevet med kridt på stierne - de er over alt: "TRUE Diversity Forum Thursday 8 pm", "Can you sing? UW Male Choir needs tenors, meets Wednesdays @ 2 pm", "Students4Obama kick-off in Union South tonight!", "Cheerleader? Try-outs this week!", "St. Pauls Church welcome UW-students". I de varme sommer- og efterårsmåneder sidder eller ligger mange her i græsset på Bascom Hill og læser, det ser så hyggeligt ud. Ovenover våger Bascom Hall, universitetets slotslignende hovedbygning, og der er en fin udsigt over Madisons tage.

Biblioteket lukker aldrig

Rummet er fyldt med unge mennesker, nogle i joggingbukser, caps og klip-klapper, andre i sommerkjoler eller jeans. Og som sædvanlig en hel del klædt i rødt, gråt eller hvidt uni-tøj med "Wisconsin" eller "Badgers" eller "Bucky" trykt henover brystet eller ned langs benet. Jeg tror der er næsten 200, der er ikke meget plads til overs. Klokken nærmer sig midnat og her er næsten helt stille. Vi er på College Library, det største af universitetets mange biblioteker og mit yndlingsted at læse, fordi der om dagen fra læsesalen er en fantastisk udsigt over Lake Mendota. Det gør nu ikke den store forskel her i den mørke aften- og nattetid, hvor biblioteket er endnu mere velbesøgt end om dagen. Her er åbent alle døgnets timer, og her er studerende alle døgnets timer, med bøger og laptops og coffee to go. Og her en måned inde i undervisningen begynder jeg at forstå hvorfor. Hver eneste uge er stort set lige så intens, som når jeg læser til eksamen derhjemme. Jeg har aldrig oplevet en læsemængde af disse dimensioner, og jeg har aldrig prøvet udelukkende at have fag, hvor det er en absolut nødvendighed, at man er parat til at diskutere hver eneste tekst i detaljer for overhovedet at kunne deltage. Og hvor der er mødepligt og kun halvdelen af ens karakter afhænger af eksamen - resten er baseret på ens præstation i undervisningen, fremlæggelser og mindre opgaver. Det er vanvittigt hårdt, at man ikke kan være selektiv som derhjemme, men er nødt til at være grundigt forberedt til det hele. Til gengæld giver det nogle engagerede studerende og spændende timer, og vi er heldigvis alle i samme båd. Men jeg havde nu alligevel ikke forventet, at jeg i den grad skulle komme til at sætte pris på et døgnåbent bibliotek.