torsdag den 18. oktober 2007

Friluftsliv

Et par kilometer fra campus ligger The Aboretum, et kæmpe naturområde, der omkrandser Lake Wingra, den tredje og mindste sø i Madision. Området ejes af universitetet, som bruger det til undervisning og forskning, men der er adgang for alle - og her er noget for enhver: Alle slags landskaber, skove med høje træer og små stier, tætte krat, prærielignende grasslands, sivdækkede wetlands, slanke birketræer og velplejede plantager... Jeg tilbragte en god lang eftermiddag derude sidste weekend sammen med Andy (en af mine yndlings-husfæller). Det var helt fantastisk at komme lidt "ud af byen" - dvs. egentlig kom vi jo ikke-rigtig-ud af en ikke-rigtig-by, men det var nu alligevel skønt at trave rundt i de skønne omgivelser, se på bladende der langsomt får efterårsfarver, få friske røde kinder og holde pause og spise æbler og drikke saftevand. Vi så traner og egern og flokke af kæmpestore kalkuner - jeg tror der var 10 eller flere. Nogle mærkelige frugter på jorden, som vi aldrig fandt ud af hvor kom fra, gav Andy en chance for at vise sig som en ganske habil jonglør... Åh ja, nu vi lige er ved friluftsliv - jeg har langt om længe været ude og sejle på Lake Mendota! I en lillebitte båd sammen med David, som rent faktisk (modsat os andre sløve hoveder) meldte sig ind i sejlklubben dengang for længe siden i August. Det var næsten vindstille, så vi drev mere end vi sejlede, men det var smukt og godt at se byen fra søsiden - det er ligesom om det hører med til at opleve den rigtigt.









Ingen kommentarer: