Jeg skal love for at det har været en intens uge her i Midtvesten! Morten kom til Madison sidste tirsdag og det blev starten på en heftig blanding af smukke, skræmmende, familiære og fuldstændig fantastiske oplevelser: På cykeltur til Picnic Point i de smukke efterårsfarver, hvor vi så UW Marching Band (som jeg nu har fundet ud af er blandt landets bedste) øve sig til homecoming paraden, som senere kom lige forbi vores hus. En eftermiddag i køkkenet, hvor vi gik i lag med et godt stykke af Patricks hjort og kogte os frem til en fremragende jægergryde der fik stor ros af hele flokken. Forberedelser til Halloween, for ikke at tale om selve FESTEN (det var her det blev skræmmende) - hvor vi bl.a. tilbragte en time eller to som skuespillere i vores hjemmelavede og hvis jeg selv skal sige det temmelig imponerende Spøgelseshus. Festen var ganske enkelt fremragende, sjældent har jeg set så mange udklædte (og blodklædte) menneskerpå en gang. Billederne fortjener helt klart at stå for sig selv, så hold øje med bloggen ;-) Cirka seks timer efter vi gik i seng, sad vi i bussen på vej til Chicago - men først en lille omvej til forstaden Oak Forest og vores fjerne slægtninge Barbara og John. Vi overnattede hos dem og tilbragte søndagen med kirke og sightseeing i Chicago. Efter at have trasket rundt og hygget os hele dagen tog de hjem, og Sofia kom fra Madison og sluttede sig til os på et hostel downtown. Og så gik det ellers løs med at få det bedste ud af Chicago (detaljer samt billeder følger...) Efter et par forrygende dage tog Morten hjem tirsdag morgen - hvis jeg skal dømme ud fra hans smil har det vist været en ret fantastisk ferie :-D Det var skønt at han kom. Sofia og jeg blev i Chicago hele tirsdagen og kom (stærkt modvillige) hjem sent om aftenen til Madison. Jeg faldt i søvn tre gange i undervisningen i dag, og så skal jeg lige læse et par hundrede sider og skrive en opgave, som skal afleveres inden jeg tager til Michigan fredag morgen... Stress? Jep, men det var det værd!


Ingen kommentarer:
Send en kommentar