Ann Arbor

Så har jeg fået set mig omkring i Ann Arbor, en fin universitetsby i Michigan (7 timers kørsel fra Madison gennem Illinois og Indiana). Vi var en god flok fra MCC (Madison Community Cooperative, som er vores moderorganisation her i Madison) og tog turen i to biler. Jeg var så heldig at følges med Kim, min eks-room mate, det var helt rart at få snakket igennem igen ligesom i de gode gamle dage på 2. sal... Mindre heldig var jeg med chaufføren. Hun var såmænd ganske sød, men hvem har fortalt hende at det er cool at være kvinde og bøvse igennem? Demonstrativt? Hvert femte minut??? Adrr, jeg var ved at kaste op til sidst, det var simpelthen så klamt. Og eftersom vi både ramte rush hour i Chicago og missede et par exits undervejs, tog turen ikke bare syv men hele 10 timer - fy for den. Søndag morgen, da hun kørte os til The Union hvor konferencen blev holdt, stod den ikke på bøvser men på host og harken og der-er-tydeligvis-ikke-en-hel-masse-slim-i-min-hals-men-jeg-prøver-alligevel-at-lyde-som-om. Åh hvor var jeg glad for at komme med den anden chauffør hjem - Allison (født og opvokset i Chicago), som da hun var 17 år gammel besluttede sig for, at hun ikke ville tale med amerikansk accent og derfor tillagde sig en lettere tøvende og mærkværdig udtale, som gjorde, at Kim troede hun var udlænding. Men Allison spurgte mig så til gengæld, om ikke Kim (født og opvokset i Wisconsin) var fra Norge, såh....


Vi sov i en kæmpe co-op med 140 studerende, der havde det største køkken jeg længe har set. Vi var til nogle mere og mindre interessante workshops, hørte en blændende god hovedtaler, testede Ann Arbors cafeer, var til fest i co-op'en The Black Elk, og fik snakket godt og grundigt om både vores egne huse og kollektiv-bevægelsens rolle i verdensøkonomien og samfundet som sådant. Noget af det bedste var, at der næsten kun var amerikanere. Kun ganske få internationale studerende med mærkelige accenter og undrende blikke, men cirka 400 unge aktivistiske amerikanere fra hele landet - Colorado, Texas, Californien, New York, ... Når vi diskuterede udfordringerne for NASCO, MCC og vores egne huse som organisationer, hvad vi gjorde en del, kunne jeg så tydeligt mærke, hvordan det på en eller anden måde altid er det samme. Og hvor hurtigt jeg bliver suget ind i den slags. Organisations-halløj. Er virkelig blevet miljø-skadet af min tid på radioen. Eller miljø-påvirket måske bare.

Nå, jeg vil spare jer for alle mine tanker om kollektiver, andelsbevægelser, selvbestemmelse, deltagelse og demokrati og i stedet slutte rapporten med et par levende(!) hjorte, som vi så græsse i vejkanten, da vi ventede på bussen til centrum tidligt lørdag morgen. Det var helt rart, eftersom køreturen bød på cirka 12 døde hjorte i vejkanterne. Hver vej.