Den .... juletid

Puh det er en travl tid. Og en hård tid. Den sidste uge har været en sand rutchebanetur delt mellem nostalgi og overstrømmende glæde over hvor godt vi har haft det og den bitre erkendelse at det hele langsomt falder fra hinanden... Hver dag har jeg sagt farvel til gode venner, nogle ved jeg at jeg vil se igen, andre nok ikke. Mit ophold her føles som en isflage der knager og brager og hver dag brækker nye stykker af rundt om mig og flagen blir mindre og mindre til jeg til sidst kun er mig selv og er nødt til at være helt stille. Jeg lever i en konstant ambivalens, jeg glæder mig sådan til at komme hjem, men samtidig er det næsten ubærligt at tænke på at det er slut nu. Ikke det hele, men byen her, huset her, mine venner her. Det hele går i opløsning. Forude venter nye eventyr, jeg skal til New York og jeg skal køre tværs over landet, to ting jeg har drømt om længe. De vigtigste venner herfra mødes jeg med i LA inden jeg flyver hjem. Men det er alligevel et helt nyt kapitel, der starter nu.

Om nogle timer kommer Andys bror og henter mig på vejen til Wausau, en by langt nordpå, hvor Andy er vokset op. Vi havde ellers sagt et hjerteskærende farvel og jeg havde indstillet mig på at holde en lavmælt jul med den lille håndfuld mennesker, der er tilbage i huset. Men fire timer efter at Andy var kørt afsted med sin far, ringede han og inviterede mig til at holde jul med sin familie oppe i "the big north". Så pludselig fik jeg meget travlt med at ordne de sidste ting her i Madison. Når jeg kommer tilbage har jeg lige en aften til at pakke, så skal jeg til New York, og når jeg kommer hjem derfra, har jeg halvanden dag til at ordne det sidste, pakke alting ned, flytte ud, pakke bilen og komme afsted.

Men allerførst skal jeg sove. De sidste nætter er gået med at suge alting til mig og få det sidste med mens der stadig var liv i huset. Og så tidligt op for at vinke farvel fra verandaen eller følge folk til bussen, så det er ikke meget søvn jeg har fået. Og søvn skal der til når jeg skal møde hele Andys familie lige om lidt, og vi alle sammen skal tilbringe julen i kirken med at lave og servere mad til ældre og handicappede mennesker, der ikke har andre steder at være.

Det har været hårdt ja, men også helt fantastisk. Mens eksamenerne stod på, fik jeg helt glemt hvor godt vi har haft det her, og alle de skønne skønne minder. Og moderen var her og så det hele og mødte dem alle, og det var rigtig dejligt. Og det hårde slid gav bonus, for indtil videre har jeg to A'er stående på mit eksamensbevis herfra. Det kan jeg jo kun være overordentlig tilfreds med.

Jeg vil slutte for denne gang, men vender forhåbentlig snart tilbage med nogle gode julehistorier. Indtil da: Rigtig glædelig jul alle sammen!