Merry Christmas!

Så blev det alligevel en rigtig jul ... Andys bror kom om morgenen d. 24. , hvor sneen og vinden havde lagt sig og vejene var ryddet det meste af vejen. Vi nåede frem til Wausau ved middagstid og tog direkte over i kirken, hvor familien Townshend de sidste mange år har været frivillige hjælpere til en "community dinner" for ældre og handicappede, der ikke har andre steder at fejre jul. Eftermiddagen gik med at pakke frugt og nødder i poser, mens andre frivillige lavede mad, pakkede småkager, ordnede blomster og satte lange rækker borde og stole op. Efter lidt sidste-øjebliks-juleindkøb og sightseeing i Wausau pyntede vi juletræ og spiste vi aftensmad og sad og snakkede, indtil klokken kaldte til Midnatsmesse. Jeg anede ikke at Andy var katolik, det er aldrig noget vi har snakket om. Det var smukt i kirken, der var et meget dygtigt kor og øjeblikket hvor alle vendte sig og gav hinanden hånden med ordene "may peace be with you" var bevægende. Andys forældre skulle lige snakke med alle (kirken var propfuld, måske omkring 200 mennesker), så vi var de sidste der gik.

Julemorgen blev vi vækket klokken otte. Med en kop kaffe i hånden satte vi os i sofaerne rundt om juletræet og så blev der delt julekort ud. Det er tradition at man køber trykte kort til hinanden, ofte med følsomme og i danske øjne super-sentimentale hilsener og vers indeni ("For my wife - You are the joy of my life", "For a very special son", osv.) Evt. kan man skrive lidt ekstra til, det vigtigste er at man får fortalt hvordan man har det med hinanden. Som Andy sagde til mig: "it's okay to tell people how you feel". Bagefter var der julestrømper, mor Sandy har syet og broderet til alle i familien. Til min store overraskelse var der også en til mig med chokolade og små gaver i. Og så var der ellers gave-show som vi kender det. Jeg havde en stor pakke med til Andy og en lille en til John og Sandy, og Andy havde købt en masse små pakker til mig. Det var rigtig hyggeligt og selvom jeg var langt væk hjemmefra fik jeg alligevel den der julefølelse i maven.

Klokken ti begav vi os mod kirken igen for at hjælpe med at gøre klar til middagen og levere mad til de, der ikke kan komme ud af huset. Det var en sjov dag med en masse søde og sære mennesker - fik snakket både med andre frivillige og fik afbrudt min blomster-uddeling til fordel for en længere snak med et par tjavsede gutter, hvis blikke og trætte smil afspejlede hårde liv men også glæde og begejstring over dagen - og over at tale med noget så eksotisk som en dansker... Jeg blev velsignet et par gange inden vi tog hjem og slappede af på sofaen.

Senere, midt under den traditionelle småkage-dekorering, kom Andys ældre bror og søster, hhv. 36 og 38 år, med hver deres familie. Fire børn i alt mellem 1 og 8 år. Vi havde spist kalkun og det hele i kirken, så menuen stod på gryderet og spaghetti og en meget lyserød marshmellow-dessert. Og så var der ellers gave-show igen, nu med børn! Andy overraskede mig med endnu flere pakker og jeg fik oven i købet en lille en fra søsterens familie, som jeg pakkede ud mens etårige Ryan (a.k.a. Buster) havde et fast greb om min pegefinger.

I dag sov vi længe og spiste pandekager før vi begav os over vejen for at kælke og lege i sneen. Vi byggede en snemand med overskæg og bundesliga-hår som vi døbte Randy og blev halvt færdig med en iglo, før vi var så frosne at vi blev nødt til at gå ind igen. Her ventede varm kakao med skumfiduser og varme farvelknus, inden vi måtte ud i bilen og afsted mod Madison.

Om syv timer skal jeg op og med bussen til lufthavnen, så jeg kan flyve til New York. Jeg må hellere begynde at pakke...