tirsdag den 13. november 2007
lørdag den 10. november 2007
Klimapolitik
Som en lille overspringshandling, nu hvor jeg sidder her og for tredje time i træk ikke er begyndt at skrive på min meget vigtige synopsis, vil jeg give jer min kloge ven Anders' svar på et spørgsmål om, hvilket parti der er det mest klimavenlige - altså hvem, der tager problemet mest seriøst. Jeg synes, det er så fint sagt, at det fortjener et bredere publikum:
"Problemet er vist lidt, at venstrefløjen har forstået at vi SKAL gøre noget, men ikke har forstået at vindmøller og skatter ikke er nok. Højrefløjen har forstået, at der skal helt andre midler end vindmøller og skatter til, men de har ikke forstået at vi SKAL gøre noget."
Og nu må jeg hellere tage mig sammen og overbevise mig selvom, at jeg også SKAL gøre noget, hvis min synopsis nogensinde skal blive færdig... Gad vide, hvilke midler der skal til?
"Problemet er vist lidt, at venstrefløjen har forstået at vi SKAL gøre noget, men ikke har forstået at vindmøller og skatter ikke er nok. Højrefløjen har forstået, at der skal helt andre midler end vindmøller og skatter til, men de har ikke forstået at vi SKAL gøre noget."
Og nu må jeg hellere tage mig sammen og overbevise mig selvom, at jeg også SKAL gøre noget, hvis min synopsis nogensinde skal blive færdig... Gad vide, hvilke midler der skal til?
tirsdag den 6. november 2007
Krydset!
Barry James er en rar mand. Han er lille, hvidhåret, dyb i stemmen og fast i håndtrykket, og mandag morgen kom han hele vejen til Madison, så alle os danskere i byen kunne stemme til Folketingsvalget uden at skulle til Milwaukee eller Chicago. Vi udførte vores demokratiske ret og pligt i mindre end smukke omgivelser i Der Rathskeller, et yndet cafeteria i Memorial Union, der fungerer som bar om aftenen. Men hey, Barry havde ladet et par andre piger stemme over en burger på MacDonald's i Green Bay, så det var nok alligevel et skridt opad. Og bedre end at stå i kø i timer på en udrangeret folkeskole. Nu har jeg i hvert fald sat mit kryds, så håber jeg bare, at rare Barry husker at sende min stemme. Uh det blir så spændende!
Ann Arbor
Så har jeg fået set mig omkring i Ann Arbor, en fin universitetsby i Michigan (7 timers kørsel fra Madison gennem Illinois og Indiana). Vi var en god flok fra MCC (Madison Community Cooperative, som er vores moderorganisation her i Madison) og tog turen i to biler. Jeg var så heldig at følges med Kim, min eks-room mate, det var helt rart at få snakket igennem igen ligesom i de gode gamle dage på 2. sal... Mindre heldig var jeg med chaufføren. Hun var såmænd ganske sød, men hvem har fortalt hende at det er cool at være kvinde og bøvse igennem? Demonstrativt? Hvert femte minut??? Adrr, jeg var ved at kaste op til sidst, det var simpelthen så klamt. Og eftersom vi både ramte rush hour i Chicago og missede et par exits undervejs, tog turen ikke bare syv men hele 10 timer - fy for den. Søndag morgen, da hun kørte os til The Union hvor konferencen blev holdt, stod den ikke på bøvser men på host og harken og der-er-tydeligvis-ikke-en-hel-masse-slim-i-min-hals-men-jeg-prøver-alligevel-at-lyde-som-om. Åh hvor var jeg glad for at komme med den anden chauffør hjem - Allison (født og opvokset i Chicago), som da hun var 17 år gammel besluttede sig for, at hun ikke ville tale med amerikansk accent og derfor tillagde sig en lettere tøvende og mærkværdig udtale, som gjorde, at Kim troede hun var udlænding. Men Allison spurgte mig så til gengæld, om ikke Kim (født og opvokset i Wisconsin) var fra Norge, såh....
Vi sov i en kæmpe co-op med 140 studerende, der havde det største køkken jeg længe har set. Vi var til nogle mere og mindre interessante workshops, hørte en blændende god hovedtaler, testede Ann Arbors cafeer, var til fest i co-op'en The Black Elk, og fik snakket godt og grundigt om både vores egne huse og kollektiv-bevægelsens rolle i verdensøkonomien og samfundet som sådant. Noget af det bedste var, at der næsten kun var amerikanere. Kun ganske få internationale studerende med mærkelige accenter og undrende blikke, men cirka 400 unge aktivistiske amerikanere fra hele landet - Colorado, Texas, Californien, New York, ... Når vi diskuterede udfordringerne for NASCO, MCC og vores egne huse som organisationer, hvad vi gjorde en del, kunne jeg så tydeligt mærke, hvordan det på en eller anden måde altid er det samme. Og hvor hurtigt jeg bliver suget ind i den slags. Organisations-halløj. Er virkelig blevet miljø-skadet af min tid på radioen. Eller miljø-påvirket måske bare.
Nå, jeg vil spare jer for alle mine tanker om kollektiver, andelsbevægelser, selvbestemmelse, deltagelse og demokrati og i stedet slutte rapporten med et par levende(!) hjorte, som vi så græsse i vejkanten, da vi ventede på bussen til centrum tidligt lørdag morgen. Det var helt rart, eftersom køreturen bød på cirka 12 døde hjorte i vejkanterne. Hver vej.
Vi sov i en kæmpe co-op med 140 studerende, der havde det største køkken jeg længe har set. Vi var til nogle mere og mindre interessante workshops, hørte en blændende god hovedtaler, testede Ann Arbors cafeer, var til fest i co-op'en The Black Elk, og fik snakket godt og grundigt om både vores egne huse og kollektiv-bevægelsens rolle i verdensøkonomien og samfundet som sådant. Noget af det bedste var, at der næsten kun var amerikanere. Kun ganske få internationale studerende med mærkelige accenter og undrende blikke, men cirka 400 unge aktivistiske amerikanere fra hele landet - Colorado, Texas, Californien, New York, ... Når vi diskuterede udfordringerne for NASCO, MCC og vores egne huse som organisationer, hvad vi gjorde en del, kunne jeg så tydeligt mærke, hvordan det på en eller anden måde altid er det samme. Og hvor hurtigt jeg bliver suget ind i den slags. Organisations-halløj. Er virkelig blevet miljø-skadet af min tid på radioen. Eller miljø-påvirket måske bare.
Nå, jeg vil spare jer for alle mine tanker om kollektiver, andelsbevægelser, selvbestemmelse, deltagelse og demokrati og i stedet slutte rapporten med et par levende(!) hjorte, som vi så græsse i vejkanten, da vi ventede på bussen til centrum tidligt lørdag morgen. Det var helt rart, eftersom køreturen bød på cirka 12 døde hjorte i vejkanterne. Hver vej.
fredag den 2. november 2007
Chi Town
Med dette indlæg slutter beretningen om den sidste uges eventyr - lige om lidt er jeg nemlig på vej til Michigan, til det årlige NASCO Institute i Ann Arbor (NASCO = North American Students of Cooperation). Men først lidt fra vores forrygende tur til Chicago:
Dag 1: Aftenen startede helt efter guidebogen med Deep Dish Pizza på Girordano's, mmm... Efter en laaang tur med the El, Chicago's overjordiske metro, sad vi med perfekte cocktails på Al Capone's gamle stamsted The Green Mill , der ikke har ændret sig meget siden dengang - med lækker jazz i ørerne. Jeg har aldrig før hørt om Kimberly Gordon, men jeg skal helt sikkert høre hende igen, mmm...
Dag 2 begav vi os ud på den vildeste shopping dag i det hippe kvarter Wicker Park, der bugner af superfede second hand butikker - tror vi var på den i fem-seks timer... Mortens sidste aften blev fejret med middag på en noget finere restaurant end vi ellers ville have valgt, med Martinier i baren og det hele. Efter at have overgivet størstedelen af vores kontanter til en hærget kvinde med en utrolig overbevisende løgnehistorie, tog vi turen op i Hancock Tower, den næsthøjeste skyskraber i Chicago, som har en fancy bar på toppen med en mildest talt svimlende udsigt over byen - og champagne til 60 dollars flasken:
Chicago havde selvfølgelig også pyntet fint op til Halloween...
Dag 3: Jeg stod op klokken l... for at sige farvel til Morten, og efter en halv times ekstra dårlig søvn begav Sofia og jeg os mod The Art Institute, Chicagos gigantiske kunstmuseum - en fantastisk samling impressionister og meget andet godt... Resten af dagen tilbragte vi i Chinatown, hvor vi fik glimrende mad og lykkekager og gik på jagt i de små butikker fyldt med alskens krims-krams af alle kvaliteter...
Chicago fik mig til at glemme alt om Madison og studier og gnavne co-op'ere, der er uenige om hvad overskuddet fra festen skal bruges på - jeg kunne sagtens være blevet der i flere uger, og stadig ikke være færdig med The Windy City. Måske skulle man ligefrem bo der en dag. Det tror jeg godt jeg ku. Jeg sidder og lytter til Robert Johnsons gamle Sweet Home Chicago, som Nana gav mig med på rejsen, og drømmer mig tilbage...
Dag 1: Aftenen startede helt efter guidebogen med Deep Dish Pizza på Girordano's, mmm... Efter en laaang tur med the El, Chicago's overjordiske metro, sad vi med perfekte cocktails på Al Capone's gamle stamsted The Green Mill , der ikke har ændret sig meget siden dengang - med lækker jazz i ørerne. Jeg har aldrig før hørt om Kimberly Gordon, men jeg skal helt sikkert høre hende igen, mmm...
Dag 2 begav vi os ud på den vildeste shopping dag i det hippe kvarter Wicker Park, der bugner af superfede second hand butikker - tror vi var på den i fem-seks timer... Mortens sidste aften blev fejret med middag på en noget finere restaurant end vi ellers ville have valgt, med Martinier i baren og det hele. Efter at have overgivet størstedelen af vores kontanter til en hærget kvinde med en utrolig overbevisende løgnehistorie, tog vi turen op i Hancock Tower, den næsthøjeste skyskraber i Chicago, som har en fancy bar på toppen med en mildest talt svimlende udsigt over byen - og champagne til 60 dollars flasken:
Chicago havde selvfølgelig også pyntet fint op til Halloween...
Dag 3: Jeg stod op klokken l... for at sige farvel til Morten, og efter en halv times ekstra dårlig søvn begav Sofia og jeg os mod The Art Institute, Chicagos gigantiske kunstmuseum - en fantastisk samling impressionister og meget andet godt... Resten af dagen tilbragte vi i Chinatown, hvor vi fik glimrende mad og lykkekager og gik på jagt i de små butikker fyldt med alskens krims-krams af alle kvaliteter...
Chicago fik mig til at glemme alt om Madison og studier og gnavne co-op'ere, der er uenige om hvad overskuddet fra festen skal bruges på - jeg kunne sagtens være blevet der i flere uger, og stadig ikke være færdig med The Windy City. Måske skulle man ligefrem bo der en dag. Det tror jeg godt jeg ku. Jeg sidder og lytter til Robert Johnsons gamle Sweet Home Chicago, som Nana gav mig med på rejsen, og drømmer mig tilbage...
Og der blev fest!
torsdag den 1. november 2007
Halloween forberedelser
En Halloween-fest i Madison er ikke noget, man bare lige kaster sammen på en eftermiddag. I hvert fald ikke i vores kollektiv - næh nej, det tager UGER at forberede. Her er lidt billeder fra det meste af oktober:
Hygge med græskar-udskæring tidligt på måneden:
Jacob og hans kæreste Claire bager kagemænd og -spøgelser...
Men SÅ skal der arbejdes hårdt - godt at brormand kom forbi!
Edderkoppen Betsy har fundet en plads i stuen (det viser sig, at Sofia og jeg er pænt dårligt til at se kvalte ud):
Dan i færd med at indhylde entreen i spindelvæv - i hjørnet ses Alfred, Betsys sorte makker:
Og så skal spøgelseshuset pyntes op! Hvad er et Haunted House uden et lig?
- øhm, og døde babyer..? Det her rum var bare så klamt og ubehageligt - jeg har IKKE fundet på det (og det her er kun begyndelsen, da vi havde færdiggjort dekorationen turde ingen gå derind alene...):
Toke, Gabriel og Kim kokkererer med hjerte, blod og gummiøjne:
- der er lagt i ovnen til et BRAG af en fest...
Hygge med græskar-udskæring tidligt på måneden:
Jacob og hans kæreste Claire bager kagemænd og -spøgelser...
Men SÅ skal der arbejdes hårdt - godt at brormand kom forbi!
Edderkoppen Betsy har fundet en plads i stuen (det viser sig, at Sofia og jeg er pænt dårligt til at se kvalte ud):
Dan i færd med at indhylde entreen i spindelvæv - i hjørnet ses Alfred, Betsys sorte makker:
Og så skal spøgelseshuset pyntes op! Hvad er et Haunted House uden et lig?
- øhm, og døde babyer..? Det her rum var bare så klamt og ubehageligt - jeg har IKKE fundet på det (og det her er kun begyndelsen, da vi havde færdiggjort dekorationen turde ingen gå derind alene...):
Toke, Gabriel og Kim kokkererer med hjerte, blod og gummiøjne:
- der er lagt i ovnen til et BRAG af en fest...
Abonner på:
Opslag (Atom)
