onsdag den 30. januar 2008
Hjemme
PS. Jeg er i gang med at ordne alle mine billeder, så man lige om snart kan se dem, hvis man vil.
søndag den 13. januar 2008
On The Road II
Illinois
Missouri
Kansas
Oklahoma
Texas
New Mexico
Arizona
8 stater på 10 dage. Vi er stadig på farten. I morgen Las Vegas i Nevada. Og så til englenes by i Californien. 10 stater på 13 dage, før vi mødes med Martin, Sofia og Benoit i Santa Monica og puster ud. Eller hvad vi nu finder på at foretage os i vores sidste dage sammen.
De seneste dage i New Mexico og Arizona har været ubeskriveligt smukke. Rødbrændt ørken og fjerne disede bjerge, hvid sne, isnende kulde og blændende sol, vejen til Santa Fe i solnedgang og jernbanens kilometerlange vogntog der rumler gennem landskabet, hvor man kan lade blikket glide udad i uendelighed. Overvældende og næsten overnaturlig natur, Meteor Crater, Painted Desert, Petrified Forest. Grand Canyon. Venlige, lattermilde og storsnakkende mennesker i småbitte butikker og restauranter i halvforladte byer der ville være helt fortabt, hvis ikke sådan nogen som os kom forbi - i fåtal her i vintermånederne, i svimlende horder om sommeren.
Det USA jeg har mødt er forunderligt. Så stort, så smukt, så sært, så uforståeligt, så velkendt, så fremmed og så forskelligt fra sig selv, at det ikke er til at begribe. Jeg er så propfuld af indtryk at jeg for længe siden er flydt over.
onsdag den 9. januar 2008
On the Road
torsdag den 3. januar 2008
Farvel til Madison
Begge søerne er frosset helt til nu, store hvide flader, der strækker sig fra bred til bred og snart må se sig gennemhullet af isfiskerne. Isen er lige ved at være tyk nok til en tung fiskermand og hans medbragte øl. Jeg gik og tænkte på det hele, prøvede at forestille mig sommeren, da bådene vippede i vandet og over 30 graders varme gjorde det uudholdeligt at være i solen. Jeg kunne næsten ikke.
Det føles som evigheder siden jeg kom hertil med bussen klokken 2 om natten, zombie-lignende af udmattelse og uden at kende en sjæl. Og nu har jeg pludselig haft et liv og en hverdag her fyldt med mennesker og oplevelser. Men de fleste venner er væk for vinteren og mit værelse er sammenpakket, afpillet og ikke længere rart at være i. Så det er egentlig ok at jeg skal videre nu. Men det var godt så længe det varede. Rigtig, rigtig godt.
Her er et sidste blik på Lake Mendota. Jeg glæder mig til at se hvad der gemmer sig mod vest.
I can see New York from here
The Bowery Whitehouse Hotel. Her boede vi på hver vores værelse på cirka 1,5x2 meter. Jeg underdriver ikke. Desværre ligger billeddokumentationen i Saras kamera. Til gengæld var det lige midt i East Village på Manhattan.
Efter at have stået i kø i to timer for at komme til Ellis Island, fik vi at vide at der ikke var flere billetter den dag. Vi var cirka 10 meter fra billetlugen. Hvis ikke vi var stoppet op for at kigge på dem her, var vi sikkert kommet med. Men hey, de var det værd.
Så løb vi over og tog den gratis færge til Staten Island i stedet. Her er vi med gudinde.
Min drømmebil spottet på en parkeringsplads i Brooklyn - mmmmm - især farven!
Verdens vel nok mest berømte juletræ foran Rockefeller Center.
Udsigten fra toppen af selvsamme Rock - det seje er, at man rent faktisk står på toppen! Ikke noget med en balkon eller næstøverste etage, men simpelthen oven på bygningen. Det synes jeg var lidt cool (for ikke at sige nervepirrende eller direkte angstfremkaldende).
Times Square hvor vi valgte ikke at fejre Nytår i selskab med alle de andre turister.
Coney Island som Tom Waits så ofte synger om og som jeg derfor måtte til. Forblæst og forfrosset og halvvejs forladt, men ikke uden charme. Se bare den himmel.



