Hjemme

Den anden dag cyklede jeg gennem byen for første gang i lang tid. Folk i København er så pæne. Så vanvittig pæne og smukke og smarte i tøjet, at man næsten tror, de hele tiden skal til fest. Også selvom de i virkeligheden bare skal hjem eller i Netto. Netto, hvor de andre af uransagelige årsager glor olmt på en og ser ud som om, man har gjort dem noget. Med vilje. Til gengæld har min lokale bager stadig sit enestående og lettere urovækkende slogan i vinduet: "Vi bager med hjertet, ikke med hånden". Hvordan det præcist foregår, vil jeg helst ikke tænke for meget over ... Jeg synes 33 kvadratmeter er meget lidt plads, når man nu kommer fra et hus med 26 værelser og stuer i flertal. Og jeg synes det er lidt lidt, at jeg kun er én, når nu jeg lige havde vænnet mig til 26 bofæller. Jeg savner dem. Men til gengæld har jeg jo en masse andre dejlige mennesker lige i nærheden nu, og det er helt fantastisk ubeskriveligt vidunderligt, at man bare sådan lige kan ringe og komme forbi og snakke natten lang og alt det andet. Og min lille hule skal nok blive god igen, når jeg får flyttet rigtigt ind og om. Og selvom det regner her og er mere gråt end jeg husker det, så er jeg altså lidt glad for at jeg ikke er i Madison i disse dage - vejrudsigten for i dag siger: "-16°C, feels Like -24°C"

PS. Jeg er i gang med at ordne alle mine billeder, så man lige om snart kan se dem, hvis man vil.

On The Road II

Wisconsin
Illinois
Missouri
Kansas
Oklahoma
Texas
New Mexico
Arizona

8 stater på 10 dage. Vi er stadig på farten. I morgen Las Vegas i Nevada. Og så til englenes by i Californien. 10 stater på 13 dage, før vi mødes med Martin, Sofia og Benoit i Santa Monica og puster ud. Eller hvad vi nu finder på at foretage os i vores sidste dage sammen.

De seneste dage i New Mexico og Arizona har været ubeskriveligt smukke. Rødbrændt ørken og fjerne disede bjerge, hvid sne, isnende kulde og blændende sol, vejen til Santa Fe i solnedgang og jernbanens kilometerlange vogntog der rumler gennem landskabet, hvor man kan lade blikket glide udad i uendelighed. Overvældende og næsten overnaturlig natur, Meteor Crater, Painted Desert, Petrified Forest. Grand Canyon. Venlige, lattermilde og storsnakkende mennesker i småbitte butikker og restauranter i halvforladte byer der ville være helt fortabt, hvis ikke sådan nogen som os kom forbi - i fåtal her i vintermånederne, i svimlende horder om sommeren.

Det USA jeg har mødt er forunderligt. Så stort, så smukt, så sært, så uforståeligt, så velkendt, så fremmed og så forskelligt fra sig selv, at det ikke er til at begribe. Jeg er så propfuld af indtryk at jeg for længe siden er flydt over.

On the Road

En hurtig hilsen fra Route 66 - vi har kørt igennem Illinois, Missouri og det meste af Oklahoma, Abraham Lincolns hjemstavn, St. Louis, Tulsa og alverdens småbitte byer, nogle faldefærdige og spøgelsesagtige, andre der prøver at finde formen ved at satse på en genoplivning af gamle Route 66-attraktioner, restaurerede tankstationer, gigantiske ketchupflasker og totempæle og blåhvaler i vejkanten, smukke gamle biler, en miniature-frihedsgudinde, en buffalo ranch og en diner, der ligger i en tidligere bank, som blev røvet af Jesse James. Oklahomas bibelbælte har også budt på en ordentlig omgang tornadoer og tordenstorme, Elvis' yndlingsmotel og en butiksmutter der blev noget stram i betrækket, da Sara kom til at nævne at hun er ateist - og meget meget mere ... Jeg må smutte, vi skal videre - turen går til Texas!

Farvel til Madison

Det mærkeligste ved at komme tilbage fra New York var alt det hvide. Jeg havde helt glemt sneen og den sære hvide verden jeg ellers har befundet mig i den sidste måned. Jeg gik gennem Madison i dag for sidste gang. En smuk dag med strålende solskin og minus ti grader og en mild vind der fik det til at fyge og glimte i luften der føltes som minus sytten. På vej ned ad State Street kunne jeg mærke det knage og knirke i knoglerne og under fødderne.

Begge søerne er frosset helt til nu, store hvide flader, der strækker sig fra bred til bred og snart må se sig gennemhullet af isfiskerne. Isen er lige ved at være tyk nok til en tung fiskermand og hans medbragte øl. Jeg gik og tænkte på det hele, prøvede at forestille mig sommeren, da bådene vippede i vandet og over 30 graders varme gjorde det uudholdeligt at være i solen. Jeg kunne næsten ikke.

Henrik har hentet vores bil og i morgen skal vi af sted – først mod Chicago, så til Saint Louis, hvor vi kan overnatte hos et ældre ægtepar, Henrik kender. Derefter ved jeg ikke hvad der sker. Kun at jeg vil insistere på at køre til Grand Canyon! Jeg ved ikke om jeg får skrevet mens jeg er på farten – vi får se.

Det føles som evigheder siden jeg kom hertil med bussen klokken 2 om natten, zombie-lignende af udmattelse og uden at kende en sjæl. Og nu har jeg pludselig haft et liv og en hverdag her fyldt med mennesker og oplevelser. Men de fleste venner er væk for vinteren og mit værelse er sammenpakket, afpillet og ikke længere rart at være i. Så det er egentlig ok at jeg skal videre nu. Men det var godt så længe det varede. Rigtig, rigtig godt.

Her er et sidste blik på Lake Mendota. Jeg glæder mig til at se hvad der gemmer sig mod vest.

I can see New York from here

Lidt af New York - der mangler endnu nogle guldkorn (blandt andet de overordentligt festlige nytårsbilleder, som jeg endnu ikke har fået fra Sara)

The Bowery Whitehouse Hotel. Her boede vi på hver vores værelse på cirka 1,5x2 meter. Jeg underdriver ikke. Desværre ligger billeddokumentationen i Saras kamera. Til gengæld var det lige midt i East Village på Manhattan.

Rød båd under Brooklyn Bridge.

Efter at have stået i kø i to timer for at komme til Ellis Island, fik vi at vide at der ikke var flere billetter den dag. Vi var cirka 10 meter fra billetlugen. Hvis ikke vi var stoppet op for at kigge på dem her, var vi sikkert kommet med. Men hey, de var det værd.

Så løb vi over og tog den gratis færge til Staten Island i stedet. Her er vi med gudinde.

Min drømmebil spottet på en parkeringsplads i Brooklyn - mmmmm - især farven!

Verdens vel nok mest berømte juletræ foran Rockefeller Center.

Udsigten fra toppen af selvsamme Rock - det seje er, at man rent faktisk står på toppen! Ikke noget med en balkon eller næstøverste etage, men simpelthen oven på bygningen. Det synes jeg var lidt cool (for ikke at sige nervepirrende eller direkte angstfremkaldende).

Times Square hvor vi valgte ikke at fejre Nytår i selskab med alle de andre turister.

Coney Island som Tom Waits så ofte synger om og som jeg derfor måtte til. Forblæst og forfrosset og halvvejs forladt, men ikke uden charme. Se bare den himmel.

Tætpakkede forlystelser i vintertomrummet.

I can see New York from here ...

Triple A

Så kom man lige hjem og kom i tanke om at man havde fået karakterer. Slut finale. Det var det og det var hårdt og det var rart at alt det slid betalte sig til sidst :)

New York New Year

Er netop hjemvendt fra New York, godt træt i både travetæerne og stilethælene! Jeg tog afsted med en måneds søvnunderskud og masser af blandede forventninger og forhåndsbestemte indtryk og meninger i baggagen. De første dage var fjerne og filmiske, også selvom jeg stod lige midt i det hele og jeg kunne ikke helt finde ud af det. Der var MANGE turister uanset hvor vi gik (overordentligt mange flere end eksempelvis lige midt i juli ifølge Sara), jeg var sært rastløs og hele tiden klingede en af mine yndlings-Tori Amos-sange i baghovedet: I can't see New York from here... Jeg var på jagt efter noget ubestemmeligt, som jeg ikke kunne få hold på, og det New York jeg så de første dage var ikke det. Men så kom det. Snigende og pulserende på samme tid, de sært velkendte og udefinerbare syn af Frihedsgudinden, Empire State Building, Wall Street, Broadway, Rockefellers kæmpejuletræ og Ground Zero blev blandet op med hyggestunder med vores hostels faste beboere, en broget flok ældre mænd og kvinder med blandede skæbner og humøret i behold trods manglende tænder og lemmer. Og med The Color Purple på Broadway Theatre som lod tårerne stå i mine øjne fra første strofe til sidste klapsalve. Og med kjolejagt i East Villages genbrugsbutikker. Og med en Nytårsaften på en lokal restaurant i fuld snak med ejerne - Steven, en stilfærdig gråklædt amerikaner og Alandro, en excentrisk cubaner med kalvekrøs og rødt skærf, mandevenner med mascara og en begivenhedsrig fortid som stamgæster på Studio 54 og både eks-kone og eks-elskere blandt gæster og bartendere. Og med nytårsdags open mic marathon i Bowery Poetry Club, der husede den mest blandede og helt igennem herlige forsamling levende poeter, jeg nogensinde har set. Og med solnedgang over Coney Islands forblæste boardwalk, som snart er "another fabulous piece of Americana turned Starbucks", som en af poeterne udtrykte det. Og slendren gennem Central Park i tusmørke. Og Pots'n'Pans fyren i subwayen, der hamrede løs på potter og pander og nægtede at lade sig fotografere af dumme turister. Og manden med hatten, der ville redde os alle sammen fra de småbitte bomber, der ligger på togets gulv ("tread lightly!"). Og en aften på den superhyggelige restaurant Superfine anbefalet af Jeppe, og mylder og peking-and i Chinatown, og gåturen over Brooklyn Bridge, og min eneste alene-stund en tidlig morgen med slendretur og kaffe i Thompson Square Park blandt resterne af natten, og jeg kunne blive ved. Vores hollandske venner ville til gengæld hellere tilbringe deres tid i m&m's world og på Hard Rock Cafe, de fotograferede Heineken-reklamerne og ventede gladeligt på Times Square i ti timer i frostvejr uden toilet og alkohol for at se den der bold eller hvad det er. Så dem så vi ikke så meget til. New York, jeg vender helt sikkert tilbage. Billeder følger ...