Farvel til Madison

Det mærkeligste ved at komme tilbage fra New York var alt det hvide. Jeg havde helt glemt sneen og den sære hvide verden jeg ellers har befundet mig i den sidste måned. Jeg gik gennem Madison i dag for sidste gang. En smuk dag med strålende solskin og minus ti grader og en mild vind der fik det til at fyge og glimte i luften der føltes som minus sytten. På vej ned ad State Street kunne jeg mærke det knage og knirke i knoglerne og under fødderne.

Begge søerne er frosset helt til nu, store hvide flader, der strækker sig fra bred til bred og snart må se sig gennemhullet af isfiskerne. Isen er lige ved at være tyk nok til en tung fiskermand og hans medbragte øl. Jeg gik og tænkte på det hele, prøvede at forestille mig sommeren, da bådene vippede i vandet og over 30 graders varme gjorde det uudholdeligt at være i solen. Jeg kunne næsten ikke.

Henrik har hentet vores bil og i morgen skal vi af sted – først mod Chicago, så til Saint Louis, hvor vi kan overnatte hos et ældre ægtepar, Henrik kender. Derefter ved jeg ikke hvad der sker. Kun at jeg vil insistere på at køre til Grand Canyon! Jeg ved ikke om jeg får skrevet mens jeg er på farten – vi får se.

Det føles som evigheder siden jeg kom hertil med bussen klokken 2 om natten, zombie-lignende af udmattelse og uden at kende en sjæl. Og nu har jeg pludselig haft et liv og en hverdag her fyldt med mennesker og oplevelser. Men de fleste venner er væk for vinteren og mit værelse er sammenpakket, afpillet og ikke længere rart at være i. Så det er egentlig ok at jeg skal videre nu. Men det var godt så længe det varede. Rigtig, rigtig godt.

Her er et sidste blik på Lake Mendota. Jeg glæder mig til at se hvad der gemmer sig mod vest.