New York New Year

Er netop hjemvendt fra New York, godt træt i både travetæerne og stilethælene! Jeg tog afsted med en måneds søvnunderskud og masser af blandede forventninger og forhåndsbestemte indtryk og meninger i baggagen. De første dage var fjerne og filmiske, også selvom jeg stod lige midt i det hele og jeg kunne ikke helt finde ud af det. Der var MANGE turister uanset hvor vi gik (overordentligt mange flere end eksempelvis lige midt i juli ifølge Sara), jeg var sært rastløs og hele tiden klingede en af mine yndlings-Tori Amos-sange i baghovedet: I can't see New York from here... Jeg var på jagt efter noget ubestemmeligt, som jeg ikke kunne få hold på, og det New York jeg så de første dage var ikke det. Men så kom det. Snigende og pulserende på samme tid, de sært velkendte og udefinerbare syn af Frihedsgudinden, Empire State Building, Wall Street, Broadway, Rockefellers kæmpejuletræ og Ground Zero blev blandet op med hyggestunder med vores hostels faste beboere, en broget flok ældre mænd og kvinder med blandede skæbner og humøret i behold trods manglende tænder og lemmer. Og med The Color Purple på Broadway Theatre som lod tårerne stå i mine øjne fra første strofe til sidste klapsalve. Og med kjolejagt i East Villages genbrugsbutikker. Og med en Nytårsaften på en lokal restaurant i fuld snak med ejerne - Steven, en stilfærdig gråklædt amerikaner og Alandro, en excentrisk cubaner med kalvekrøs og rødt skærf, mandevenner med mascara og en begivenhedsrig fortid som stamgæster på Studio 54 og både eks-kone og eks-elskere blandt gæster og bartendere. Og med nytårsdags open mic marathon i Bowery Poetry Club, der husede den mest blandede og helt igennem herlige forsamling levende poeter, jeg nogensinde har set. Og med solnedgang over Coney Islands forblæste boardwalk, som snart er "another fabulous piece of Americana turned Starbucks", som en af poeterne udtrykte det. Og slendren gennem Central Park i tusmørke. Og Pots'n'Pans fyren i subwayen, der hamrede løs på potter og pander og nægtede at lade sig fotografere af dumme turister. Og manden med hatten, der ville redde os alle sammen fra de småbitte bomber, der ligger på togets gulv ("tread lightly!"). Og en aften på den superhyggelige restaurant Superfine anbefalet af Jeppe, og mylder og peking-and i Chinatown, og gåturen over Brooklyn Bridge, og min eneste alene-stund en tidlig morgen med slendretur og kaffe i Thompson Square Park blandt resterne af natten, og jeg kunne blive ved. Vores hollandske venner ville til gengæld hellere tilbringe deres tid i m&m's world og på Hard Rock Cafe, de fotograferede Heineken-reklamerne og ventede gladeligt på Times Square i ti timer i frostvejr uden toilet og alkohol for at se den der bold eller hvad det er. Så dem så vi ikke så meget til. New York, jeg vender helt sikkert tilbage. Billeder følger ...