Anne i Amerika

Billeder fra Route 66: Chicago til LA

2008-02-03T16:52:00.001-06:00

Så har jeg haft den store samling af billeder fra vores fantastiske road trip under kærlig behandling - de overlevende kan ses her (der er en del, men de er gode!): Billeder fra Route 66

Hvis man gerne vil have alle historierne med, er man yderst velkommen til at invitere mig til kaffe :)

Hjemme

2008-01-30T14:53:00.000-06:00

Den anden dag cyklede jeg gennem byen for første gang i lang tid. Folk i København er så pæne. Så vanvittig pæne og smukke og smarte i tøjet, at man næsten tror, de hele tiden skal til fest. Også selvom de i virkeligheden bare skal hjem eller i Netto. Netto, hvor de andre af uransagelige årsager glor olmt på en og ser ud som om, man har gjort dem noget. Med vilje. Til gengæld har min lokale bager stadig sit enestående og lettere urovækkende slogan i vinduet: "Vi bager med hjertet, ikke med hånden". Hvordan det præcist foregår, vil jeg helst ikke tænke for meget over ... Jeg synes 33 kvadratmeter er meget lidt plads, når man nu kommer fra et hus med 26 værelser og stuer i flertal. Og jeg synes det er lidt lidt, at jeg kun er én, når nu jeg lige havde vænnet mig til 26 bofæller. Jeg savner dem. Men til gengæld har jeg jo en masse andre dejlige mennesker lige i nærheden nu, og det er helt fantastisk ubeskriveligt vidunderligt, at man bare sådan lige kan ringe og komme forbi og snakke natten lang og alt det andet. Og min lille hule skal nok blive god igen, når jeg får flyttet rigtigt ind og om. Og selvom det regner her og er mere gråt end jeg husker det, så er jeg altså lidt glad for at jeg ikke er i Madison i disse dage - vejrudsigten for i dag siger: "-16°C, feels Like -24°C"

PS. Jeg er i gang med at ordne alle mine billeder, så man lige om snart kan se dem, hvis man vil.

On The Road II

2008-01-13T23:19:00.000-06:00

Wisconsin
Illinois
Missouri
Kansas
Oklahoma
Texas
New Mexico
Arizona

8 stater på 10 dage. Vi er stadig på farten. I morgen Las Vegas i Nevada. Og så til englenes by i Californien. 10 stater på 13 dage, før vi mødes med Martin, Sofia og Benoit i Santa Monica og puster ud. Eller hvad vi nu finder på at foretage os i vores sidste dage sammen.

De seneste dage i New Mexico og Arizona har været ubeskriveligt smukke. Rødbrændt ørken og fjerne disede bjerge, hvid sne, isnende kulde og blændende sol, vejen til Santa Fe i solnedgang og jernbanens kilometerlange vogntog der rumler gennem landskabet, hvor man kan lade blikket glide udad i uendelighed. Overvældende og næsten overnaturlig natur, Meteor Crater, Painted Desert, Petrified Forest. Grand Canyon. Venlige, lattermilde og storsnakkende mennesker i småbitte butikker og restauranter i halvforladte byer der ville være helt fortabt, hvis ikke sådan nogen som os kom forbi - i fåtal her i vintermånederne, i svimlende horder om sommeren.

Det USA jeg har mødt er forunderligt. Så stort, så smukt, så sært, så uforståeligt, så velkendt, så fremmed og så forskelligt fra sig selv, at det ikke er til at begribe. Jeg er så propfuld af indtryk at jeg for længe siden er flydt over.

On the Road

2008-01-09T10:09:00.000-06:00

En hurtig hilsen fra Route 66 - vi har kørt igennem Illinois, Missouri og det meste af Oklahoma, Abraham Lincolns hjemstavn, St. Louis, Tulsa og alverdens småbitte byer, nogle faldefærdige og spøgelsesagtige, andre der prøver at finde formen ved at satse på en genoplivning af gamle Route 66-attraktioner, restaurerede tankstationer, gigantiske ketchupflasker og totempæle og blåhvaler i vejkanten, smukke gamle biler, en miniature-frihedsgudinde, en buffalo ranch og en diner, der ligger i en tidligere bank, som blev røvet af Jesse James. Oklahomas bibelbælte har også budt på en ordentlig omgang tornadoer og tordenstorme, Elvis' yndlingsmotel og en butiksmutter der blev noget stram i betrækket, da Sara kom til at nævne at hun er ateist - og meget meget mere ... Jeg må smutte, vi skal videre - turen går til Texas!

Farvel til Madison

2008-01-03T22:49:00.001-06:00

Det mærkeligste ved at komme tilbage fra New York var alt det hvide. Jeg havde helt glemt sneen og den sære hvide verden jeg ellers har befundet mig i den sidste måned. Jeg gik gennem Madison i dag for sidste gang. En smuk dag med strålende solskin og minus ti grader og en mild vind der fik det til at fyge og glimte i luften der føltes som minus sytten. På vej ned ad State Street kunne jeg mærke det knage og knirke i knoglerne og under fødderne.

Begge søerne er frosset helt til nu, store hvide flader, der strækker sig fra bred til bred og snart må se sig gennemhullet af isfiskerne. Isen er lige ved at være tyk nok til en tung fiskermand og hans medbragte øl. Jeg gik og tænkte på det hele, prøvede at forestille mig sommeren, da bådene vippede i vandet og over 30 graders varme gjorde det uudholdeligt at være i solen. Jeg kunne næsten ikke.

Henrik har hentet vores bil og i morgen skal vi af sted – først mod Chicago, så til Saint Louis, hvor vi kan overnatte hos et ældre ægtepar, Henrik kender. Derefter ved jeg ikke hvad der sker. Kun at jeg vil insistere på at køre til Grand Canyon! Jeg ved ikke om jeg får skrevet mens jeg er på farten – vi får se.

Det føles som evigheder siden jeg kom hertil med bussen klokken 2 om natten, zombie-lignende af udmattelse og uden at kende en sjæl. Og nu har jeg pludselig haft et liv og en hverdag her fyldt med mennesker og oplevelser. Men de fleste venner er væk for vinteren og mit værelse er sammenpakket, afpillet og ikke længere rart at være i. Så det er egentlig ok at jeg skal videre nu. Men det var godt så længe det varede. Rigtig, rigtig godt.

Her er et sidste blik på Lake Mendota. Jeg glæder mig til at se hvad der gemmer sig mod vest.

I can see New York from here

2008-01-03T21:39:00.001-06:00

Lidt af New York - der mangler endnu nogle guldkorn (blandt andet de overordentligt festlige nytårsbilleder, som jeg endnu ikke har fået fra Sara)

The Bowery Whitehouse Hotel. Her boede vi på hver vores værelse på cirka 1,5x2 meter. Jeg underdriver ikke. Desværre ligger billeddokumentationen i Saras kamera. Til gengæld var det lige midt i East Village på Manhattan.

Rød båd under Brooklyn Bridge.

Efter at have stået i kø i to timer for at komme til Ellis Island, fik vi at vide at der ikke var flere billetter den dag. Vi var cirka 10 meter fra billetlugen. Hvis ikke vi var stoppet op for at kigge på dem her, var vi sikkert kommet med. Men hey, de var det værd.

Så løb vi over og tog den gratis færge til Staten Island i stedet. Her er vi med gudinde.

Min drømmebil spottet på en parkeringsplads i Brooklyn - mmmmm - især farven!

Verdens vel nok mest berømte juletræ foran Rockefeller Center.

Udsigten fra toppen af selvsamme Rock - det seje er, at man rent faktisk står på toppen! Ikke noget med en balkon eller næstøverste etage, men simpelthen oven på bygningen. Det synes jeg var lidt cool (for ikke at sige nervepirrende eller direkte angstfremkaldende).

Times Square hvor vi valgte ikke at fejre Nytår i selskab med alle de andre turister.

Coney Island som Tom Waits så ofte synger om og som jeg derfor måtte til. Forblæst og forfrosset og halvvejs forladt, men ikke uden charme. Se bare den himmel.

Tætpakkede forlystelser i vintertomrummet.

I can see New York from here ...

Triple A

2008-01-03T00:47:00.000-06:00

Så kom man lige hjem og kom i tanke om at man havde fået karakterer. Slut finale. Det var det og det var hårdt og det var rart at alt det slid betalte sig til sidst :)

New York New Year

2008-01-03T00:00:00.000-06:00

Er netop hjemvendt fra New York, godt træt i både travetæerne og stilethælene! Jeg tog afsted med en måneds søvnunderskud og masser af blandede forventninger og forhåndsbestemte indtryk og meninger i baggagen. De første dage var fjerne og filmiske, også selvom jeg stod lige midt i det hele og jeg kunne ikke helt finde ud af det. Der var MANGE turister uanset hvor vi gik (overordentligt mange flere end eksempelvis lige midt i juli ifølge Sara), jeg var sært rastløs og hele tiden klingede en af mine yndlings-Tori Amos-sange i baghovedet: I can't see New York from here... Jeg var på jagt efter noget ubestemmeligt, som jeg ikke kunne få hold på, og det New York jeg så de første dage var ikke det. Men så kom det. Snigende og pulserende på samme tid, de sært velkendte og udefinerbare syn af Frihedsgudinden, Empire State Building, Wall Street, Broadway, Rockefellers kæmpejuletræ og Ground Zero blev blandet op med hyggestunder med vores hostels faste beboere, en broget flok ældre mænd og kvinder med blandede skæbner og humøret i behold trods manglende tænder og lemmer. Og med The Color Purple på Broadway Theatre som lod tårerne stå i mine øjne fra første strofe til sidste klapsalve. Og med kjolejagt i East Villages genbrugsbutikker. Og med en Nytårsaften på en lokal restaurant i fuld snak med ejerne - Steven, en stilfærdig gråklædt amerikaner og Alandro, en excentrisk cubaner med kalvekrøs og rødt skærf, mandevenner med mascara og en begivenhedsrig fortid som stamgæster på Studio 54 og både eks-kone og eks-elskere blandt gæster og bartendere. Og med nytårsdags open mic marathon i Bowery Poetry Club, der husede den mest blandede og helt igennem herlige forsamling levende poeter, jeg nogensinde har set. Og med solnedgang over Coney Islands forblæste boardwalk, som snart er "another fabulous piece of Americana turned Starbucks", som en af poeterne udtrykte det. Og slendren gennem Central Park i tusmørke. Og Pots'n'Pans fyren i subwayen, der hamrede løs på potter og pander og nægtede at lade sig fotografere af dumme turister. Og manden med hatten, der ville redde os alle sammen fra de småbitte bomber, der ligger på togets gulv ("tread lightly!"). Og en aften på den superhyggelige restaurant Superfine anbefalet af Jeppe, og mylder og peking-and i Chinatown, og gåturen over Brooklyn Bridge, og min eneste alene-stund en tidlig morgen med slendretur og kaffe i Thompson Square Park blandt resterne af natten, og jeg kunne blive ved. Vores hollandske venner ville til gengæld hellere tilbringe deres tid i m&m's world og på Hard Rock Cafe, de fotograferede Heineken-reklamerne og ventede gladeligt på Times Square i ti timer i frostvejr uden toilet og alkohol for at se den der bold eller hvad det er. Så dem så vi ikke så meget til. New York, jeg vender helt sikkert tilbage. Billeder følger ...

Jul i billeder

2007-12-26T22:35:00.000-06:00

Glimt fra min All American Christmas -

Familien Townshends hus - Andys barndomshjem

Vi pynter juletræ

Julemorgen

Andy og bror Kevin klar til at dele frugtposer ud til de frivillige, der skal bringe dem videre ud til værdigt trængende

En velfortjent pause med julemiddag i kirken: kalkun, kartoffelmos med sovs, majs med nudler, tranebærsovs, en lun bolle, og vanilleis til dessert

Mor Sandy og Andy dekorerer småkager, en af familiens mest skattede traditioner - småkagerne dækkes med et tykt lag hvid glasur og så er det ellers om at være kreativ med krymmel og glimmer i alverdens farver! (jeg har dekoreret den i forgrunden)

En af de mange gaver jeg fik af Andy - far John i baggrunden og nevø Steven til højre

Så skal der kælkes! I knæhøj sne (eller armhulehøj for fireårige Megans vedkommende - den lille lyserøde pige som Andy hjælper op for neden af bakken. Til højre er Steven på vej ned med hovedet først)

Ta daaa! Randy the Snowman - med overskæg, hockeyhår og kuglepenne i brystlommen

Merry Christmas!

2007-12-26T21:43:00.000-06:00

Så blev det alligevel en rigtig jul ... Andys bror kom om morgenen d. 24. , hvor sneen og vinden havde lagt sig og vejene var ryddet det meste af vejen. Vi nåede frem til Wausau ved middagstid og tog direkte over i kirken, hvor familien Townshend de sidste mange år har været frivillige hjælpere til en "community dinner" for ældre og handicappede, der ikke har andre steder at fejre jul. Eftermiddagen gik med at pakke frugt og nødder i poser, mens andre frivillige lavede mad, pakkede småkager, ordnede blomster og satte lange rækker borde og stole op. Efter lidt sidste-øjebliks-juleindkøb og sightseeing i Wausau pyntede vi juletræ og spiste vi aftensmad og sad og snakkede, indtil klokken kaldte til Midnatsmesse. Jeg anede ikke at Andy var katolik, det er aldrig noget vi har snakket om. Det var smukt i kirken, der var et meget dygtigt kor og øjeblikket hvor alle vendte sig og gav hinanden hånden med ordene "may peace be with you" var bevægende. Andys forældre skulle lige snakke med alle (kirken var propfuld, måske omkring 200 mennesker), så vi var de sidste der gik.

Julemorgen blev vi vækket klokken otte. Med en kop kaffe i hånden satte vi os i sofaerne rundt om juletræet og så blev der delt julekort ud. Det er tradition at man køber trykte kort til hinanden, ofte med følsomme og i danske øjne super-sentimentale hilsener og vers indeni ("For my wife - You are the joy of my life", "For a very special son", osv.) Evt. kan man skrive lidt ekstra til, det vigtigste er at man får fortalt hvordan man har det med hinanden. Som Andy sagde til mig: "it's okay to tell people how you feel". Bagefter var der julestrømper, mor Sandy har syet og broderet til alle i familien. Til min store overraskelse var der også en til mig med chokolade og små gaver i. Og så var der ellers gave-show som vi kender det. Jeg havde en stor pakke med til Andy og en lille en til John og Sandy, og Andy havde købt en masse små pakker til mig. Det var rigtig hyggeligt og selvom jeg var langt væk hjemmefra fik jeg alligevel den der julefølelse i maven.

Klokken ti begav vi os mod kirken igen for at hjælpe med at gøre klar til middagen og levere mad til de, der ikke kan komme ud af huset. Det var en sjov dag med en masse søde og sære mennesker - fik snakket både med andre frivillige og fik afbrudt min blomster-uddeling til fordel for en længere snak med et par tjavsede gutter, hvis blikke og trætte smil afspejlede hårde liv men også glæde og begejstring over dagen - og over at tale med noget så eksotisk som en dansker... Jeg blev velsignet et par gange inden vi tog hjem og slappede af på sofaen.

Senere, midt under den traditionelle småkage-dekorering, kom Andys ældre bror og søster, hhv. 36 og 38 år, med hver deres familie. Fire børn i alt mellem 1 og 8 år. Vi havde spist kalkun og det hele i kirken, så menuen stod på gryderet og spaghetti og en meget lyserød marshmellow-dessert. Og så var der ellers gave-show igen, nu med børn! Andy overraskede mig med endnu flere pakker og jeg fik oven i købet en lille en fra søsterens familie, som jeg pakkede ud mens etårige Ryan (a.k.a. Buster) havde et fast greb om min pegefinger.

I dag sov vi længe og spiste pandekager før vi begav os over vejen for at kælke og lege i sneen. Vi byggede en snemand med overskæg og bundesliga-hår som vi døbte Randy og blev halvt færdig med en iglo, før vi var så frosne at vi blev nødt til at gå ind igen. Her ventede varm kakao med skumfiduser og varme farvelknus, inden vi måtte ud i bilen og afsted mod Madison.

Om syv timer skal jeg op og med bussen til lufthavnen, så jeg kan flyve til New York. Jeg må hellere begynde at pakke...

Snestorm

2007-12-23T19:08:00.001-06:00

Ja ja det kan jo være meget godt med sne. Men så var det at Midtvesten blev ramt af en snestorm til i dag. Som I måske har set i nyhederne derhjemme, er det ikke det smarteste at køre ud lige nu. Nærmest livsfarligt, selvom Wisconsin ikke er så hårdt ramt som Michigan og Missouri. Så lige nu sidder jeg med tasken pakket og skal alligevel ingen steder. Det skulle klare op i morgen og Andys bror er klar til at gøre et nyt forsøg på at køre fra Milwaukee i morgen tidlig. Men lige nu er jeg godt nok ikke helt sikker på, hvor jeg kommer til at tilbringe julen ... Men så længe det bare ikke er i en snedrive på vej til Wausau så er jeg vel glad.

Julesne

2007-12-23T17:34:00.000-06:00

Til alle jer som savner sne og som jeg har lovet at sende lidt - her er billeder fra Madison i december:

Diego og Patrick i fuld fart ned ad det isglatte fortorv - Rachel og Gabriel kigger på

Avisstandere på Capitol Square

Bascom Hill på campus - rimelig sej kælkebakke (jeg har jævnligt set folk stjæle bakker fra cafeteriaerne til at kure på)

Mig på campus

Mor med sø

Pladsen Library Mall mellem State Street og campus, kirken i baggrunden har i øvrigt lige en Subway sandwichbar i kælderen - man kan jo lige så godt kombinere den åndelige føde med den virkelige ...

Den .... juletid

2007-12-23T09:26:00.000-06:00

Puh det er en travl tid. Og en hård tid. Den sidste uge har været en sand rutchebanetur delt mellem nostalgi og overstrømmende glæde over hvor godt vi har haft det og den bitre erkendelse at det hele langsomt falder fra hinanden... Hver dag har jeg sagt farvel til gode venner, nogle ved jeg at jeg vil se igen, andre nok ikke. Mit ophold her føles som en isflage der knager og brager og hver dag brækker nye stykker af rundt om mig og flagen blir mindre og mindre til jeg til sidst kun er mig selv og er nødt til at være helt stille. Jeg lever i en konstant ambivalens, jeg glæder mig sådan til at komme hjem, men samtidig er det næsten ubærligt at tænke på at det er slut nu. Ikke det hele, men byen her, huset her, mine venner her. Det hele går i opløsning. Forude venter nye eventyr, jeg skal til New York og jeg skal køre tværs over landet, to ting jeg har drømt om længe. De vigtigste venner herfra mødes jeg med i LA inden jeg flyver hjem. Men det er alligevel et helt nyt kapitel, der starter nu.

Om nogle timer kommer Andys bror og henter mig på vejen til Wausau, en by langt nordpå, hvor Andy er vokset op. Vi havde ellers sagt et hjerteskærende farvel og jeg havde indstillet mig på at holde en lavmælt jul med den lille håndfuld mennesker, der er tilbage i huset. Men fire timer efter at Andy var kørt afsted med sin far, ringede han og inviterede mig til at holde jul med sin familie oppe i "the big north". Så pludselig fik jeg meget travlt med at ordne de sidste ting her i Madison. Når jeg kommer tilbage har jeg lige en aften til at pakke, så skal jeg til New York, og når jeg kommer hjem derfra, har jeg halvanden dag til at ordne det sidste, pakke alting ned, flytte ud, pakke bilen og komme afsted.

Men allerførst skal jeg sove. De sidste nætter er gået med at suge alting til mig og få det sidste med mens der stadig var liv i huset. Og så tidligt op for at vinke farvel fra verandaen eller følge folk til bussen, så det er ikke meget søvn jeg har fået. Og søvn skal der til når jeg skal møde hele Andys familie lige om lidt, og vi alle sammen skal tilbringe julen i kirken med at lave og servere mad til ældre og handicappede mennesker, der ikke har andre steder at være.

Det har været hårdt ja, men også helt fantastisk. Mens eksamenerne stod på, fik jeg helt glemt hvor godt vi har haft det her, og alle de skønne skønne minder. Og moderen var her og så det hele og mødte dem alle, og det var rigtig dejligt. Og det hårde slid gav bonus, for indtil videre har jeg to A'er stående på mit eksamensbevis herfra. Det kan jeg jo kun være overordentlig tilfreds med.

Jeg vil slutte for denne gang, men vender forhåbentlig snart tilbage med nogle gode julehistorier. Indtil da: Rigtig glædelig jul alle sammen!

Biler

2007-12-17T11:53:00.000-06:00

Nicholas' bil er mest beregnet til at samle små amerikanske dukkepiger op i. Eller måske nærmere til børn. Meget små børn. Den var i hvert fald ikke til at have både Malgosia og Dan og mig på bagsædet og slet ikke når Benoit samtidig var nødt til at rykke sædet helt tilbage for at få plads til Sofia sidde på skødet af sig. Nicholas havde førersædet for sig selv, men det skulle af en eller anden grund og rykkes helt tilbage, så vi sad alle sammen med knæene oppe under hagen. Han havde til gengæld svært ved at finde gearet under Sofia (til Benoits lette misfornøjelse...) Og bagruden kunne han lige så godt opgive. Nå ja og så er der jo sne og is over det hele og Dan fik foden viklet ind i sikkerhedsselen og faldt lige så lang han var i en snedrive, da han forsøgte at kravle ud af bilen. Vinbaren hvor han arbejder var i øvrigt lukket da vi kom, hvilket var grunden til at vi endte med at give ham et lift hjem i stedet for at sidde og drikke rødvin... Det gjorde vi så derhjemme i stedet. Og hey, vi sang da også hele vejen og der var endda plads til at man kunne rokke med skuldrene, så længe man gjorde det i takt. Men jeg sendte nu et par varme tanker til bussen undervejs.

Den anden aften så vi Cars i co-op'en. Det er altså en fin lille film! Og så handlede den lige pludselig om Route 66 så nu kan jeg slet ikke vente med at komme afsted! "Get the motor running, danananana, get out on the highway, danananana, looking for adventure, in whatever comes our way...!" Og så er vi kun fire i bilen...

Eksamensdage

2007-12-10T16:21:00.000-06:00

Sådan ser mine dage ud i disse uger:

kl 8: står op
kl 9-12: skriver opgave biblioteket
kl 12-12.45: spiser frokost med flokken i cafeteriaet Lakefront on Langdon eller Der Rathskeller
kl 13-17.45: skriver opgave på biblioteket (evt. afbrudt af undervisning)
kl 18: fællesmiddag i co-op'en med hyggesnak og kaffe i køkkenet
kl 20-23: skriver opgave på biblioteket
kl 23-01: spiser natmad, snakker, ordner småting, går i seng

Suk, jeg glæder mig til det er overstået - og det varer ikke længe:

d. 13. december: afleverer 1 opgave om forholdet mellem fagforeningerne og borgerrettighedsbevægelsen i USA i 1960erne
d. 14. december: afleverer 1 lille opgave om hovedpointer i community organizing
d. 18. december: afleverer 1 opgave om social kapital i skolesystemet og 1 opgave om køn og uddannelse
d. 19. december: afleverer 1 opgave om community organizing i forhold til mine erfaringer co-op'en

Og så: HURRAAAAAAAAAAAAAAAAAA!!! Fri og jul i co-op'en og nytår i New York og Route 66 og LA og så: København og hjem til alle jer som jeg savner :)

Nå ja - og så har moderen jo ganske uventet meldt sin ankomst midt i det hele! Jeg er muligvis den mest besøgte beboer i co-op'en dette semester. Glæder mig.

Minus 22 grader

2007-12-10T16:14:00.000-06:00

- så har man også prøvet det... Det føles lidt som om ens kinder falder af, når man går ud, men ellers er jeg nu pakket ret godt ind. Jeg har i hvert fald endnu ikke haft brug for sådan en Hannibal Lector-agtig neoprenmaske for ansigtet, som mange ellers er begyndt at gå med herovre. I morges viste Lake Mendota sine første tegn på, at den er ved at fryse til. Andy siger at det tit først sker i januar, så jeg er næsten heldig hvis jeg lige får dét syn med - så skal der isfiskes og snow surfes! Men men, mildere temperaturer er på vej, kun 6-9 graders frost i næste uge, så jeg må hellere lade være med at glæde mig for tidligt...

Vintervejr

2007-12-04T21:46:00.000-06:00

Det er blevet vinter i Wisconsin. Den første sne faldt som bestilt den første december og dækkede byen i et tykt tykt lag. Næsten 15 centimeter satte bustrafikken halvt i stå så flere af mine venner måtte gå hele vejen til fest og nåede frem forfrosne og med klaprende våde tæer. Efter flere omgange tø og frost er sneen blevet til is som gør det ganske farligt bare at gå ud med skraldeposen (jeg måtte kravle på alle fire for ikke at falde op ad trappen). For slet ikke at tale om at bevæge sig rundt på den skøjtebane de kalder campus. I dag sner det igen på tiende time her i Madison. Og oppe nordpå, hvor Jeppe og jeg for ganske kort tid siden gik rundt i solskin, melder man om snestorm og udsigt til mere end 25 centimeter sne i løbet af i aften og i nat. Her er har temperaturerne endnu ikke nået det helt ekstreme, men det ligger lige om hjørnet. Vejrudsigten siger - 14 grader i bare morgen tidlig ("feels like - 18"), og endnu koldere natten til torsdag. Jeg blir mere og mere nysgerrig efter, hvordan det hele skal fungere, hvis det er sandt hvad de siger - at det her skam kun er begyndelsen... Lige nu er det dejligt julet og besværlighederne er trods alt ikke større end at de kan skyldes ned med varm kakao. Men jeg er godt nok glad for at jeg er langt væk i januar, når frøken frost virkelig gir den gas.

Wisconsin Road Trip!

2007-12-04T00:02:00.000-06:00

Her er et lille udpluk af de tusind billeder vi fik taget på vejen:

Vores herreseje og på det tidspunkt stadig meget skinnende bil ved June og Jims hus i Winona

Deruda'

Endelig fremme ved Lake Superior netop som solen bryder gennem skyerne

En af de betagende smukke solnedgange der fulgte os på vejen

Den lille by Bayfield og færgen til Madeleine Island

The Pickled Herring ...

Hvis I synes det her sted ser skørt ud udenpå, skulle I bare se det indeni - vi fik anbefalet Maggie's restaurant af en lokal, der nok mente at den var "a little funky". Og ganske rigtigt. Indeni var der fyldt op med frokostgæster og intet mindre end - flamingoer! Aldrig har jeg set så mange flamingoer, i alle tænkelige afskygninger, på plakater, i plys og i plastic, i vindueskarmen, på væggen og i loftet. Og så var der de kulørte lyskæder, football trøjerne og et lille elektrisk tog, der futtede rundt i en bane oppe under loftet over baren. Ikke lige hvad vi havde forventet at finde i en lille flække som Bayfield ...

Jeg kan stadig ikke helt regne ud om det er meningen at man skal kunne køre på den her

Fiskerflækken Cornucopia lå pludselig midt i den frostklare luft. Ellers var der ingenting.

Floden med det sigende navn Bad River flyder gennem Copper Falls State Park

Jeg tror ikke den her hjort var klar over at det var midt i jagtsæsonen - den ene uge om året, hvor man gerne må skyde den og dens venner. Den var i hvert fald ret ligeglad med at vi stod mindre en fem meter væk.

Jeppe med bil

Mig med bil

Sidste stop - Lake Michigan

Jeppe i Amerika

2007-12-03T23:20:00.000-06:00

Så er jeg tilbage. Undskyld det har varet så længe - det er bestemt ikke fordi, der ikke har været noget at skrive hjem om - her kommer en ordentlig smøre.

Jeppe har været her i 16 dage som har været fulde af eventyr - jeg kan umuligt fortælle om det hele, men jeg vil selvfølgelig gøre et forsøg... Vi mødtes på et gadehjørne i Chicago og tilbragte fire-fem dage i byen som jeg er kommet til at holde meget af. Vi gik byen tynd, spiste scrambled eggs og hashbrowns til morgenmad, hang ud i Chinatown, drak øl i Wicker Park og hørte afro-jazz i selskab med arrogante bartendere på The Green Mill. Af en eller anden grund kom vi også til at se rigtig mange dyr - vi boede i Lincoln Park kvarteret, som har en kæmpe gratis zoologisk have, og så var vi i akvariet og så hvaler og delfiner og søheste og alting.

Tilbage i co-op'en virkede det pludselig overvældende med alle de mennesker, men lige straks blev det Thanksgiving og folk sivede hjem til hver deres egn og lagde huset øde. Vi var blevet inviteret til middag af June som jeg kender fra uni, hjemme hos hendes bror, som er en rigtig business man og bor i et kæmpe - jeg mener KÆMPE - hus på landet uden for Madison. Han har 15 acres jord incl. marker og en lille skov. I husets kælder, som han selv har indrettet, er der fitnessrum med sauna, en lille fjernsynsstue, en bar, en mini-biograf på vej og rigelig plads til at bespise de 18 mennesker, som vi var: June og hendes mand, hendes forældre, hendes søster og bror med henholdsvis mand og kone og i alt otte børn i teenage-alderen. På væggen hang billeder af familien foran pejsen og på skiferie i Colorado. Familien tog imod os på ægte amerikansk maner med åbne arme og knus og skåle for "our new friends" - og ikke mindst MASSER af mad: kalkun og stuffing, tranebærsovs, sweet potatoes, æble og pumpkin pie og alt hvad der ellers hører til. Vi havde det mægtigt.

Dagen efter stod vi tidligt op og tog ud for at hente hvad der skulle blive en alle tiders overraskelse: Den unge kvinde på billeje-kontoret gav os en god pris og ordnede alle papirerne, hvorefter hun fortalte os, at vi skam havde hele to muligheder her til morgen: enten kunne vi tage en halvgammel Nissan, som bare lige skulle vaskes, eller også så var der jo altså denne her splinternye knaldrøde Ford Mustang 2008 som de lige havde fået og som ingen havde lejet før os, hvis vi var interesserede? Gæt tre gange hvilken en vi valgte... Overstadige og høje i hatten drog vi ud på vores færd: Wisconsin rundt på fire dage. Vi kørte vestpå og op langs Mississippi-floden, med et enkelt stop hos June og Jim i Winona, Minnesota. Så nord til Lake Superior og østpå gennem store skove, natur- og indianerreservater. Et smut ud på halvøen, der går ud i Lake Michigan og endelig tilbage mod Madison. Det var en helt fantastisk tur med overvældende smuk natur, små flækker med træhuse der krympede sig i den isnende kulde, uendelige øde landeveje gennem skovene og heldige jægere på vej hjem fra jagt med fire hjorteben stikkende op fra pick-up'ens lad. Vi fik et af mine bedste måltider nogensinde, skarpt efterfulgt af et af de værste. Vi sov på moteller og hørte rockmusik og country på bilradioen så længe vi ku holde det ud. Og alt muligt andet. Det var en fantastisk tur.

De sidste dage blev tilbragt i ro og mag i co-op'en hvor film, vandpibe og varm kakao hurtigt blev faste ingredienser, kun afbrudt af en enkelt udflugt og en alt for fyldt fest.
Nu er Jeppe tilbage i Danmark og jeg er tilbage i hverdagen, hvor eksamenstiden har bidt sig fast sammen med isen og sneen, der faldt den 1. december. Uf, lige nu ville jeg ønske jeg stadig sad i en knaldrød Ford Mustang uden andre bekymringer end at finde den næste kop kaffe på vejen...

ØV!

2007-11-13T21:16:00.000-06:00

- er alt hvad jeg har at sige om dét valg (måske lige bortset fra: SF, wahey!)

Klimapolitik

2007-11-10T14:56:00.000-06:00

Som en lille overspringshandling, nu hvor jeg sidder her og for tredje time i træk ikke er begyndt at skrive på min meget vigtige synopsis, vil jeg give jer min kloge ven Anders' svar på et spørgsmål om, hvilket parti der er det mest klimavenlige - altså hvem, der tager problemet mest seriøst. Jeg synes, det er så fint sagt, at det fortjener et bredere publikum:

"Problemet er vist lidt, at venstrefløjen har forstået at vi SKAL gøre noget, men ikke har forstået at vindmøller og skatter ikke er nok. Højrefløjen har forstået, at der skal helt andre midler end vindmøller og skatter til, men de har ikke forstået at vi SKAL gøre noget."

Og nu må jeg hellere tage mig sammen og overbevise mig selvom, at jeg også SKAL gøre noget, hvis min synopsis nogensinde skal blive færdig... Gad vide, hvilke midler der skal til?

Krydset!

2007-11-06T22:18:00.001-06:00

Barry James er en rar mand. Han er lille, hvidhåret, dyb i stemmen og fast i håndtrykket, og mandag morgen kom han hele vejen til Madison, så alle os danskere i byen kunne stemme til Folketingsvalget uden at skulle til Milwaukee eller Chicago. Vi udførte vores demokratiske ret og pligt i mindre end smukke omgivelser i Der Rathskeller, et yndet cafeteria i Memorial Union, der fungerer som bar om aftenen. Men hey, Barry havde ladet et par andre piger stemme over en burger på MacDonald's i Green Bay, så det var nok alligevel et skridt opad. Og bedre end at stå i kø i timer på en udrangeret folkeskole. Nu har jeg i hvert fald sat mit kryds, så håber jeg bare, at rare Barry husker at sende min stemme. Uh det blir så spændende!

Ann Arbor

2007-11-06T21:47:00.000-06:00

Så har jeg fået set mig omkring i Ann Arbor, en fin universitetsby i Michigan (7 timers kørsel fra Madison gennem Illinois og Indiana). Vi var en god flok fra MCC (Madison Community Cooperative, som er vores moderorganisation her i Madison) og tog turen i to biler. Jeg var så heldig at følges med Kim, min eks-room mate, det var helt rart at få snakket igennem igen ligesom i de gode gamle dage på 2. sal... Mindre heldig var jeg med chaufføren. Hun var såmænd ganske sød, men hvem har fortalt hende at det er cool at være kvinde og bøvse igennem? Demonstrativt? Hvert femte minut??? Adrr, jeg var ved at kaste op til sidst, det var simpelthen så klamt. Og eftersom vi både ramte rush hour i Chicago og missede et par exits undervejs, tog turen ikke bare syv men hele 10 timer - fy for den. Søndag morgen, da hun kørte os til The Union hvor konferencen blev holdt, stod den ikke på bøvser men på host og harken og der-er-tydeligvis-ikke-en-hel-masse-slim-i-min-hals-men-jeg-prøver-alligevel-at-lyde-som-om. Åh hvor var jeg glad for at komme med den anden chauffør hjem - Allison (født og opvokset i Chicago), som da hun var 17 år gammel besluttede sig for, at hun ikke ville tale med amerikansk accent og derfor tillagde sig en lettere tøvende og mærkværdig udtale, som gjorde, at Kim troede hun var udlænding. Men Allison spurgte mig så til gengæld, om ikke Kim (født og opvokset i Wisconsin) var fra Norge, såh....

Vi sov i en kæmpe co-op med 140 studerende, der havde det største køkken jeg længe har set. Vi var til nogle mere og mindre interessante workshops, hørte en blændende god hovedtaler, testede Ann Arbors cafeer, var til fest i co-op'en The Black Elk, og fik snakket godt og grundigt om både vores egne huse og kollektiv-bevægelsens rolle i verdensøkonomien og samfundet som sådant. Noget af det bedste var, at der næsten kun var amerikanere. Kun ganske få internationale studerende med mærkelige accenter og undrende blikke, men cirka 400 unge aktivistiske amerikanere fra hele landet - Colorado, Texas, Californien, New York, ... Når vi diskuterede udfordringerne for NASCO, MCC og vores egne huse som organisationer, hvad vi gjorde en del, kunne jeg så tydeligt mærke, hvordan det på en eller anden måde altid er det samme. Og hvor hurtigt jeg bliver suget ind i den slags. Organisations-halløj. Er virkelig blevet miljø-skadet af min tid på radioen. Eller miljø-påvirket måske bare.

Nå, jeg vil spare jer for alle mine tanker om kollektiver, andelsbevægelser, selvbestemmelse, deltagelse og demokrati og i stedet slutte rapporten med et par levende(!) hjorte, som vi så græsse i vejkanten, da vi ventede på bussen til centrum tidligt lørdag morgen. Det var helt rart, eftersom køreturen bød på cirka 12 døde hjorte i vejkanterne. Hver vej.

Chi Town

2007-11-02T10:25:00.000-05:00

Med dette indlæg slutter beretningen om den sidste uges eventyr - lige om lidt er jeg nemlig på vej til Michigan, til det årlige NASCO Institute i Ann Arbor (NASCO = North American Students of Cooperation). Men først lidt fra vores forrygende tur til Chicago:

Dag 1: Aftenen startede helt efter guidebogen med Deep Dish Pizza på Girordano's, mmm... Efter en laaang tur med the El, Chicago's overjordiske metro, sad vi med perfekte cocktails på Al Capone's gamle stamsted The Green Mill , der ikke har ændret sig meget siden dengang - med lækker jazz i ørerne. Jeg har aldrig før hørt om Kimberly Gordon, men jeg skal helt sikkert høre hende igen, mmm...

Dag 2 begav vi os ud på den vildeste shopping dag i det hippe kvarter Wicker Park, der bugner af superfede second hand butikker - tror vi var på den i fem-seks timer... Mortens sidste aften blev fejret med middag på en noget finere restaurant end vi ellers ville have valgt, med Martinier i baren og det hele. Efter at have overgivet størstedelen af vores kontanter til en hærget kvinde med en utrolig overbevisende løgnehistorie, tog vi turen op i Hancock Tower, den næsthøjeste skyskraber i Chicago, som har en fancy bar på toppen med en mildest talt svimlende udsigt over byen - og champagne til 60 dollars flasken:

Chicago havde selvfølgelig også pyntet fint op til Halloween...

Dag 3: Jeg stod op klokken l... for at sige farvel til Morten, og efter en halv times ekstra dårlig søvn begav Sofia og jeg os mod The Art Institute, Chicagos gigantiske kunstmuseum - en fantastisk samling impressionister og meget andet godt... Resten af dagen tilbragte vi i Chinatown, hvor vi fik glimrende mad og lykkekager og gik på jagt i de små butikker fyldt med alskens krims-krams af alle kvaliteter...

Chicago fik mig til at glemme alt om Madison og studier og gnavne co-op'ere, der er uenige om hvad overskuddet fra festen skal bruges på - jeg kunne sagtens være blevet der i flere uger, og stadig ikke være færdig med The Windy City. Måske skulle man ligefrem bo der en dag. Det tror jeg godt jeg ku. Jeg sidder og lytter til Robert Johnsons gamle Sweet Home Chicago, som Nana gav mig med på rejsen, og drømmer mig tilbage...

Og der blev fest!

2007-11-02T00:38:00.001-05:00

Hvis vi gjorde noget ud af forberedelserne, må man vist sige det samme om kostumerne - en imponerende forsamling ...

Tak for i aften...

Halloween forberedelser

2007-11-01T21:29:00.001-05:00

En Halloween-fest i Madison er ikke noget, man bare lige kaster sammen på en eftermiddag. I hvert fald ikke i vores kollektiv - næh nej, det tager UGER at forberede. Her er lidt billeder fra det meste af oktober:

Hygge med græskar-udskæring tidligt på måneden:

Jacob og hans kæreste Claire bager kagemænd og -spøgelser...

Men SÅ skal der arbejdes hårdt - godt at brormand kom forbi!

Edderkoppen Betsy har fundet en plads i stuen (det viser sig, at Sofia og jeg er pænt dårligt til at se kvalte ud):

Dan i færd med at indhylde entreen i spindelvæv - i hjørnet ses Alfred, Betsys sorte makker:

Og så skal spøgelseshuset pyntes op! Hvad er et Haunted House uden et lig?

- øhm, og døde babyer..? Det her rum var bare så klamt og ubehageligt - jeg har IKKE fundet på det (og det her er kun begyndelsen, da vi havde færdiggjort dekorationen turde ingen gå derind alene...):

Toke, Gabriel og Kim kokkererer med hjerte, blod og gummiøjne:

- der er lagt i ovnen til et BRAG af en fest...

Barb & John

2007-10-31T23:36:00.000-05:00

Barbara er 62 år, hendes mormor var søster til vores morfar. Jeg fik hendes adresse af Mormor og skrev til hende for en måneds tid siden, at jeg var i landet. Hun besøgte Danmark for tyve år siden og vidste med det samme, hvem jeg var. Hendes begejstring og glæde over at skulle se os var overvældende, og hun og hendes mand gav os en modtagelse så hjertelig og varm, at jeg stadig ikke helt er kommet mig. Da Morten og jeg ankom med bussen stod hun spændt parat med røde og hvide blomster og danske og amerikanske flag og meget store knus. Huset var pyntet som til en fødselsdagsfest med alle de flag, hun tog med hjem fra Danmark dengang, og vi følte os hjemme efter fem minutter.

Samme eftermiddag fik vi begge vores første køretur i en Corvette '58 og det var så sejt! Jeg er ellers ikke normalt typen der flipper over biler, men er du vanvittig! Nu ved jeg godt hvad jeg skal spare sammen til... Mens motoren brølede og vi drønede ud af motorvejen med halstørklæderne flagrende efter os, sagde John til mig at jeg nu havde et andet hjem i Amerika.

Barbara lavede fin middag og vi tilbragte resten af aftenen med at snakke og udveksle gaver og se billeder fra Danmark.

Jeg er ikke helt sikker på, hvilken af morfars søstre der står længst til venste? Men ellers har vi her Barbara, Mor, Far, mig og Morten hjemme på Rønnevej - nååårrh, hvor er det længe siden!

Søndag morgen tog vi med dem i kirke - New Life Community Church. Det var en oplevelse. En sydstatspastor, der havde besluttet sig for at frelse Chicago stod i spidsen for noget, der mest af alt mindede om en halvdårlig rockkoncert i provinsen - men folk gav sig hen til de lovprisende sange og sang med på "Jesus you are good" og "I praise you Lord", svajede og klappede og løftede hænderne mod himlen og råbte "amen!". Ikke lige min kop te og heller ikke Johns. Han holder sig normalt til den lutherske kirke...

Efter en hurtig frokost gik turen til Chicago og alle de klassiske turiststeder: Forlystelsesparken på Navy Pier, The Magnificent Mile og Water Tower Place. John gav en tur i pariserhjulet og Barb fik os alle lokket med i Hershey's kæmpe chokoladebutik, hvor vi spiste cup cakes og slikkede os om munden. Høje af sukkerchock og med ømme fødder blev vi kørt lige til døren til vores hostel, hvor vi fik store farvelknus. Barbara tog min hånd og fik tårer i øjnene og jeg lovede hende helt spontant at jeg nok skulle komme og besøge dem igen. Jeg glæder mig allerede.

Morten has left the building--

2007-10-31T23:07:00.000-05:00

Jeg skal love for at det har været en intens uge her i Midtvesten! Morten kom til Madison sidste tirsdag og det blev starten på en heftig blanding af smukke, skræmmende, familiære og fuldstændig fantastiske oplevelser: På cykeltur til Picnic Point i de smukke efterårsfarver, hvor vi så UW Marching Band (som jeg nu har fundet ud af er blandt landets bedste) øve sig til homecoming paraden, som senere kom lige forbi vores hus. En eftermiddag i køkkenet, hvor vi gik i lag med et godt stykke af Patricks hjort og kogte os frem til en fremragende jægergryde der fik stor ros af hele flokken. Forberedelser til Halloween, for ikke at tale om selve FESTEN (det var her det blev skræmmende) - hvor vi bl.a. tilbragte en time eller to som skuespillere i vores hjemmelavede og hvis jeg selv skal sige det temmelig imponerende Spøgelseshus. Festen var ganske enkelt fremragende, sjældent har jeg set så mange udklædte (og blodklædte) menneskerpå en gang. Billederne fortjener helt klart at stå for sig selv, så hold øje med bloggen ;-) Cirka seks timer efter vi gik i seng, sad vi i bussen på vej til Chicago - men først en lille omvej til forstaden Oak Forest og vores fjerne slægtninge Barbara og John. Vi overnattede hos dem og tilbragte søndagen med kirke og sightseeing i Chicago. Efter at have trasket rundt og hygget os hele dagen tog de hjem, og Sofia kom fra Madison og sluttede sig til os på et hostel downtown. Og så gik det ellers løs med at få det bedste ud af Chicago (detaljer samt billeder følger...) Efter et par forrygende dage tog Morten hjem tirsdag morgen - hvis jeg skal dømme ud fra hans smil har det vist været en ret fantastisk ferie :-D Det var skønt at han kom. Sofia og jeg blev i Chicago hele tirsdagen og kom (stærkt modvillige) hjem sent om aftenen til Madison. Jeg faldt i søvn tre gange i undervisningen i dag, og så skal jeg lige læse et par hundrede sider og skrive en opgave, som skal afleveres inden jeg tager til Michigan fredag morgen... Stress? Jep, men det var det værd!

Game Day! Badgers vs. Huskies

2007-10-21T22:31:00.000-05:00

Så har jeg haft min første All American Football Experience! Som jeg sikkert har fortalt om før, så er Madison på den anden ende cirka hver anden lørdag i sæsonen. Traditionen påbyder, at man drikker så mange øl som overhovedet muligt før kampen starter - der er nemlig ingen øl på selve stadion - og fuld skal man jo (åbenbart) være. Og hvis kampen starter kl 11, så må man jo hellere begynde at drikke kl 9. Eller faktisk helst kl 8. Allerede fra morgenstunden er gaderne derfor dækket af en lind strøm af folk i alle aldre og former klædt i rødt, der er en lugt af øl og stegefedt i luften og jævnligt høres råb og sang fra haver, parkeringspladser og gadehjørner - vi tilbragte morgenen med en omgang "beer pong" hos Nis og derefter til officiel opvarmning i The Fieldhouse ved siden af stadion - friske som vi var med cirka 4 timers søvn i bagagen efter fredagens festligheder. Opvarmningsfesten, eller "the tailgate", er et ritual i sig selv, med brats (Midtvestens udgave af bratwurst) og øl i lange baner - dertil havde vi et svingende live band, auktioner over gamle footballs og jeg ved ikke hvad. Jeg tror, resten af dagen bedst forklares med et udpluk af mine cirka 100 billeder:

Hele holdet (og nogle tilfældige mennesker, som ingen kender) - klar til at gøre vores entre på stadion

Go Badgers!

Obligatorisk football menu: brats & beer! (faktisk en yndet kombination til stort set alt amerikanerne kan finde på at foretage sig sammen)

Så er vi her: Camp Randall - universitetets stadion med plads til 80.321 tilskuere (Parken go home), her fotograferet i pausen, hvor det som alt andet overdimensionerede UW Marching Band underholder med klassikere fra West Side såvel som Toy Story. Wisconsins farve er i øvrigt rød - hvis nogen skulle være i tvivl...

Spændt koncentration på tilskuerrækkerne

Find Holger (eller mig!)

Cheerleaders - B A D G E R S ! - siger de. Football kampe er generelt utroligt kedelige, især fordi spillerne hele tiden skal vente på at tv blir færdige med reklamerne - så bandet og cheerleaderne gør deres bedste for at underholde folk i de tre-fire timer, en kamp varer...

Cheerleaders på banen i det berømte "fifth quarter", hvor de viser alt hvad de kan, mens bandet spiller og folk langsomt siver ud...

Efterfest på The Stadium Bar - eller det vil sige udenfor, for vejret var jo skønt...

Flere cheerleaders? Vi er muligvis en smule fulde efter formiddagens eskapader efterfulgt af endnu en omgang eller fem... Jeg mindes, at vi sang meget på vejen.

Dagen sluttes af med maner - en omgang af universitetets egen fantastiske is på Library Mall, lige før jeg snupper en lur i græsset... (på trods af de næsten 20 graders varme var jorden nu en anelse for kold til rigtigt at sove...)

Introducing ... Cherry Van Elsie!

2007-10-21T22:02:00.001-05:00

Jeg har været på mit første road trip - det var en kort men utrolig hyggelig tur til byen med det hidtil mest fantastiske navn jeg er stødt på her i omegnen: Oconomowoc! (Prøv at sige det hurtigt) Turen resulterede i Ben og Martins køb af en rummelig Chevrolet for den nette sum af 2500 dollars kontant. Så nu skal vi RIGTIG på road trip!

Vi (det vil sige pigerne) er i fællesskabets, kompromisets og flertallets navn nået frem til det passende navn Cherry (efter den ubestemmelige rød-brun-lilla farve) Van (efter Martins insisterende ønske om at kalde den simply "the VAN" og diverse inspiration fra Van Morrison til Van Damme) Elsie (fordi vi lige havde set Festen i Memorial Union hvor moderen hedder Elsie og det ligesom bare passede godt). Her er hun med de stolte ejere på vej hjem efter en lang dag, der inkluderede en sand festmiddag på Monty's Blue Plate Diner bestående af fish fry, hamburgers, øl og en gigantisk chokoladekage:

Uønskede dyr (undtagen hjorten)

2007-10-21T10:35:00.001-05:00

Vi har lige haft husmøde. Jeg er åbenbart den eneste, der ikke synes, det er en helt fantastisk ide, at Margaret gerne vil have en hund. Ikke engang dem, der har allergi, er imod. Alle de diskussioner om demokrati og flertallets tyranni, jeg har haft gennem tiden, føles pludselig meget tæt på.

Da jeg kom ned i køkkenet en morgen i sidste uge, var vi - igen igen - løbet helt og aldeles tør for alt, der bare mindede om morgenmad (vores mad-indkøber har endnu ikke helt fundet den gode balance). Jeg brummede et eller andet surt og morgenagtigt, og søde rare Patrick, der stod og rumsterede med et par pander på komfuret, reagerede straks. Han tilbød mig meget venligt, at jeg da kunne få lidt af den mad, han lige havde tilberedet - der var nogle grøntsager og urter, som han havde fundet i haven, det hele var nærmest "vildt", sagde han stolt. Nå ja, og så var der også et egern. Han havde kogt et egern! I vores trykkoger!! Til morgenmad!!! Han sagde det smagte lidt af kylling, mens han suttede på et ben. Jeg sagde pænt nej tak og forlod køkkenet med alt andet end en egern-smag i munden.

Patricks hang til at skyde dyr er nu også en god ting. Den anden kom han hjem med en hjort, han havde skudt samme dag, så nu har vi fryseren fuld af friskt dyrekød, og det er jo altid rart. Han siger, at hjortene her smager bedre, fordi de spiser så meget majs. Gad vide, om det også gælder for egernene?

Patrick og hjorten

Obama for president?

2007-10-19T00:14:00.000-05:00

I mandags kom Barack Obama til Madison. 4.000 mennesker, cirka halvdelen studerende, mødte op for at høre ham tale. Som sædvanlig havde mange klædt sig i Wisconsin-tøj, nogle få havde endda flottet sig med et par "ostehatte", som er meget populære (forestil jer en klaphat, det er bare en stor gul trekantet ost af plastic i stedet... Wisconsin er America's Dairyland og statens indbyggere kaldes ofte Cheeseheads. Meget flatterende). Mens vi ventede, blev der blandt meget andet spillet marchen "On Wisconsin", og der var her, nogle fandt på at kaste en oppustet plasticko rundt blandt publikum. Da Obama endelig kom frem på scenen, efter utallige "opvarmere", talte han i 45 minutter - kun afbrudt af tre piger, der besvimede undervejs - og han sagde lige sådan cirka alt det, vi gerne ville høre. Han var helt utrolig veltalende, super karismatisk, underholdende, fornuftig, troværdig og nærværende. Han fik alle til at råbe "Fire it up! Ready to go!" igen og igen. Hans sidste ord var: "Let's go change the world!". Nu er spørgsmålet så, om han også kan gøre alt det, vi gerne vil have ham til at gøre...

Friluftsliv

2007-10-18T23:18:00.000-05:00

Et par kilometer fra campus ligger The Aboretum, et kæmpe naturområde, der omkrandser Lake Wingra, den tredje og mindste sø i Madision. Området ejes af universitetet, som bruger det til undervisning og forskning, men der er adgang for alle - og her er noget for enhver: Alle slags landskaber, skove med høje træer og små stier, tætte krat, prærielignende grasslands, sivdækkede wetlands, slanke birketræer og velplejede plantager... Jeg tilbragte en god lang eftermiddag derude sidste weekend sammen med Andy (en af mine yndlings-husfæller). Det var helt fantastisk at komme lidt "ud af byen" - dvs. egentlig kom vi jo ikke-rigtig-ud af en ikke-rigtig-by, men det var nu alligevel skønt at trave rundt i de skønne omgivelser, se på bladende der langsomt får efterårsfarver, få friske røde kinder og holde pause og spise æbler og drikke saftevand. Vi så traner og egern og flokke af kæmpestore kalkuner - jeg tror der var 10 eller flere. Nogle mærkelige frugter på jorden, som vi aldrig fandt ud af hvor kom fra, gav Andy en chance for at vise sig som en ganske habil jonglør... Åh ja, nu vi lige er ved friluftsliv - jeg har langt om længe været ude og sejle på Lake Mendota! I en lillebitte båd sammen med David, som rent faktisk (modsat os andre sløve hoveder) meldte sig ind i sejlklubben dengang for længe siden i August. Det var næsten vindstille, så vi drev mere end vi sejlede, men det var smukt og godt at se byen fra søsiden - det er ligesom om det hører med til at opleve den rigtigt.

Billeder fra campus

2007-10-09T23:48:00.000-05:00

(Desværre valgte jeg at lege fotograf en usædvanligt mennesketom eftermiddag - campus er sjældent så affolket som det her tager sig ud...)

Udsigt over en lille del af campus fra Bascom Hill. Human Ecology bygningen hvor jeg har timer ligger til højre skråt bag det store "runde" træ. (Campus er som en lille by: Busserne er universitets egne, der gratis fragter folk rundt - det kan ellers let tage en times tid at gå fra den ene ende til den anden. Der er også et hospital, og selvfølgelig har UW også egen politistyrke. Men der er også over 40.000 studerende at passe på).

Hovedbygningen Bascom Hall på toppen af Bascom Hill.

- og udsigten hvis man står lige foran den... Til venstre skimtes den hvide kuppel på The Capitol, Wisconsins regeringsbygning og et evigt pejlemærke i byen.

Stisystem på siden af Bascom Hill, i baggrunden skimtes Lake Mendota.

Indgangen til College Library, mit efterhånden lidt for faste tilholdssted... (det er pænere og rarere indeni!)

A crowd flowed over Bascom Hill...

2007-10-09T23:08:00.000-05:00

Selvom de studerende på UW-Madison er nok så levende, kommer jeg altid til at tænke på T. S. Eliots ord fra The Wasteland, når jeg hver mandag og onsdag omkring klokken kvart over to bevæger mig fra College Library op ad og hen over den græs- og stiklædte Bascom Hill og (herefter lettere forpustet) ned ad de usandsynligt mange trapper på den anden side, på vej til Community Organization and Change i Human Ecology bygningen. De årlige horder af festivalgængere på vej til og fra Roskilde er den eneste situation, jeg kan komme i tanke om, der minder lidt om, hvad jeg ser: Tusinder af unge mennesker på vej. På vej til Anthropology 104, English 618, Soc 924 eller bare hjem. Jeg kan ikke dagdrømme på vejen, men må navigere hurtigt og præcist for ikke at komme for sent til mine timer. Mens jeg går, bevæger mine fødder sig hen over utallige "chalkies", som lader til at være den foretrukne kommunikationsform på campus: beskeder og remindere skrevet med kridt på stierne - de er over alt: "TRUE Diversity Forum Thursday 8 pm", "Can you sing? UW Male Choir needs tenors, meets Wednesdays @ 2 pm", "Students4Obama kick-off in Union South tonight!", "Cheerleader? Try-outs this week!", "St. Pauls Church welcome UW-students". I de varme sommer- og efterårsmåneder sidder eller ligger mange her i græsset på Bascom Hill og læser, det ser så hyggeligt ud. Ovenover våger Bascom Hall, universitetets slotslignende hovedbygning, og der er en fin udsigt over Madisons tage.

Biblioteket lukker aldrig

2007-10-06T19:39:00.000-05:00

Rummet er fyldt med unge mennesker, nogle i joggingbukser, caps og klip-klapper, andre i sommerkjoler eller jeans. Og som sædvanlig en hel del klædt i rødt, gråt eller hvidt uni-tøj med "Wisconsin" eller "Badgers" eller "Bucky" trykt henover brystet eller ned langs benet. Jeg tror der er næsten 200, der er ikke meget plads til overs. Klokken nærmer sig midnat og her er næsten helt stille. Vi er på College Library, det største af universitetets mange biblioteker og mit yndlingsted at læse, fordi der om dagen fra læsesalen er en fantastisk udsigt over Lake Mendota. Det gør nu ikke den store forskel her i den mørke aften- og nattetid, hvor biblioteket er endnu mere velbesøgt end om dagen. Her er åbent alle døgnets timer, og her er studerende alle døgnets timer, med bøger og laptops og coffee to go. Og her en måned inde i undervisningen begynder jeg at forstå hvorfor. Hver eneste uge er stort set lige så intens, som når jeg læser til eksamen derhjemme. Jeg har aldrig oplevet en læsemængde af disse dimensioner, og jeg har aldrig prøvet udelukkende at have fag, hvor det er en absolut nødvendighed, at man er parat til at diskutere hver eneste tekst i detaljer for overhovedet at kunne deltage. Og hvor der er mødepligt og kun halvdelen af ens karakter afhænger af eksamen - resten er baseret på ens præstation i undervisningen, fremlæggelser og mindre opgaver. Det er vanvittigt hårdt, at man ikke kan være selektiv som derhjemme, men er nødt til at være grundigt forberedt til det hele. Til gengæld giver det nogle engagerede studerende og spændende timer, og vi er heldigvis alle i samme båd. Men jeg havde nu alligevel ikke forventet, at jeg i den grad skulle komme til at sætte pris på et døgnåbent bibliotek.

Madison Farmer's Market

2007-09-22T18:22:00.001-05:00

Igen i dag har jeg tilbragt et par gode timer på lørdagens farmer's market, hvor lokale landmænd og andre producenter sælger deres varer. En hel del er økologisk, noget er tilberedt, og alt er frisk fra farmene - man kan fx få cheese curds (små klumper ost, en Wisconsin-specialitet der spises som slik, friske eller deep-fried), der er så frisklavede, at de knirker i munden, når man spiser dem. Der er græskar, majs og tomater i alverdens farver, friske krydderurter, hjemmelavet cheesecake, honning, chiliranker og auberginer så store som vandmeloner. Og på hjørnet står Ernie trofast med sin gigantiske gryde og laver Kettle Korn til folket - søde salte popcorn, der købes i en halv meter lange poser. Jeg har købt en plante med "low light tolerance" til mit nye værelse.

Forkølet og fortravlet

2007-09-18T22:32:00.000-05:00

er overskriften for mit liv i disse dage. Vejret her er vanvittigt, temperaturen har svinget med knap 30 grader i løbet af fire dage. Vi har haft 20-30 grader hver dag på nær nogle enkelte regnsvejrsdage, al den tid jeg har været her. Så i sidste uge fik vi pludselig nærmest nattefrost, jeg fandt vinterdynen frem, og alle frygtede, at nu sommeren slut og den kolde vinter faretruende nær. I går og i dag har det så været omkring 30 grader igen og næsten ubehageligt fugtigt. Og min travleste uge indtil videre er blevet beriget med en temmelig opmærksomhedskrævende forkølelse. Det føles altså ikke helt rigtigt at gå rundt og snøfte med halstørklæde og urtete i disse tropetemperaturer.

A Room of One's Own

2007-09-18T22:13:00.000-05:00

Jeg har fået mit eget værelse! Det er mindre end halvt så stort og mere end dobbelt så mørkt og koldt end det jeg delte med Kim, men det er MIT :) Det ligger i stuen, med et vindue ud til det bagerste af vores indkørsel, naboens parkeringsplads og et par store træer, der stjæler det meste af det i forvejen sparsomme solskin her på hvad der mere eller mindre må være nordsiden af huset. Væggene har en underlig bleggul farve og er fyldt med huller og søm og knager de mest bizarre steder, gulvet er vist imiteret kork, døren er malet grøn og i loftet har en tidligere beboer efterladt en lille stjerne og et peace-tegn, der lyser i mørke. Jeg har købt et grønt gardin, et grønt kludetæppe og fundet en lille grøn lænestol, som mangler en knap. Jeg har et skrivebord fra kælderen, som nu på tredjedagen er støvet og ulækkert og fyldt med spindelvæv, jeg har ikke haft tid til at gøre det rent endnu. Jeg har en seng med min dejlige varme dyne i lyseblåt betræk, og på mit sengebord står en lille lampe med skærm i guldstof broderet med rødbrune roser og behængt med små krystallignende sten hele vejen rundt. Sarah har køkkentjans og spiller høj musik, som ryger lige op gennem gulvet, og Shuai taler kinesisk i værelset ved siden af mit. MIT værelse. Her skal blive godt at være.

Så er skemaet på plads

2007-09-12T17:58:00.000-05:00

Valget er truffet. Ud med selvbevidst ledertræning, ind med rundkreds og aktivisme. Jeg er en hippie.

Det har krævet lidt af en selvransagelse at sammensætte et skema i dette ocean af muligheder, men nu hvor det er gjort, er det faktisk lige før, jeg kan se et mønster i min uddannelse. Præcis hvad det indebærer, tør jeg nu ikke sætte på skrift endnu.

Billedstorm

2007-09-09T22:09:00.001-05:00

Her er et par snapshots fra de første uger af nogle mennesker og steder, som jeg sikkert kommer til at fortælle mere om:

Henrik og Mikkel i højt humør.

Xiaoding fra Kina læser også i København og er en del af min "flok" blandt de internationale studerende.

Kim - min søde og meget højtgrinende room mate.

David og Toke på Library Mall, der forbinder State Street med campus. I baggrunden Memorial Union, universitetets hjerte hvor alting sker: utallige klubber holder til her og film, koncerter, mad, øl og universitetets egen is nydes morgen og aften indenfor i The Rathskeller eller udenfor på The Terrace med udsigt over Lake Mendota.

Toke, Sara og Sofia i en hyggestund på The Terrace.

Tøserne på dansegulvet til min fødselsdag: Malgosia, Sofia, Margiet, Sara og mig.

Mig og Sofia i Olbrich Gardens, Madisons botaniske have

Welcome to UW-Madison

2007-09-09T17:47:00.000-05:00

Så er jeg startet på universitetet og er så småt ved at finde ud af, hvilke kurser jeg skal tage. Alle tjekker en masse kurser ud i starten, og så vælger man ellers til og fra i løbet af de første to uger. Jeg er allerede løbet ind i en hel del problemer med kurser, der var skemalagt oven i hinanden, og det har mildest talt været svært at vurdere niveauet og ikke mindst arbejdsbyrden i de forskellige fag - nogle er virkelig arbejdstunge, f.eks. har en af mine professorer pænt bemærket i læseplanen, at han "så vidt muligt" har "forsøgt" at holde læsemængden på max 170 sider pr. gang - og det er ikke ligefrem lettilgængeligt stof. Kurset er et seminar i politisk sociologi med den usædvanligt lange titel: Socialism, Capitalism, and Democracy in the United States of America after 1890. Det lyder sindssygt spændende, og det håber jeg sandelig også at det er :) - vi er nemlig kun syv-otte på holdet, så der blir ikke noget med at gemme sig bagerst, når dagens tekster skal diskuteres...

Mit andet fag er Sociology of Education. Min professor her er en lille, duknakket og utrolig rar ældre herre med store briller, ternet skjorte, tykke sokker i sandalerne og hvidt hentehår, der krøller let i nakken. Holdet er en blanding af stort set alle typer, man overhovedet kan forestille sig: Den indignerede og engagerede unge kvinde, der har undervist på de værste skoler i Chicago, den kæmpestore sorte pige, der har kæmpet sig op fra fattige kår, den cool Malcolm X-look alike med intellektuelle briller og rastahår i nakken, den hvide middelklassekvinde med en handicappet datter og masser af specialundervisnings-erfaring, den unge canadier der har undervist i Guatemala, studinen fra Taiwan der gør sit bedste men alligevel taler helt uforståeligt engelsk, den friske fyr fra NYC, en sporty pige der ligner den mellemste datter i The Cosby Show på en prik, og kunstnertypen der vil have arts & music tilbage til retmæssig status - alle er de sprængfyldt med erfaringer og brænder lidenskabeligt fra hver deres niche for at reformere det amerikanske skolesystem. De er vældig søde til at inddrage mig i diskussionerne, selvom mit kendskab til amerikanske skoler er begrænset - en dame var endda så venlig at sikre sig, at jeg nu også vidste, hvad de talte om, da snakken gik på den kommende Thanksgiving-ferie...

Sidst står valget mellem to kurser: Community Organization and Change eller et Leadership Seminar, som begge kræver, at man på en eller anden måde kan identificere sig med emnet, da meningen er, at man bagefter skal ud i verden og gøre dét. Underviseren i førstnævnte er en selv efter Madison- og europæiske standarder meget venstreorienteret mand i flagrende tøj og sandaler. Når han sidder på hug, hvad han ofte gør, glider hans halvanden meter lange tykke sorte fletning ned over hans skulder og fejer over gulvet. Det er politisk bevidsthed, radikalisme, opstand, modstand, forandring, amerikansk historie og meget praktisk orienteret. De studerende på holdet er noget yngre end mig, temmelig blanke rent teoretisk, men meget søde og engagerede og gode til at diskutere. Særligt kunne jeg lide min sidekammerat Elijah, en ung Midwesterner med rødternet skjorte, overalls og tykke rødbrune bakkenbarter... Leadership seminaret henvender sig derimod til ambitiøse studerende, der har leder-positioner i organisationer på campus. Her skal vi gennemgå teorier om lederskab, lave praktiske øvelser og løbende reflektere over os selv og vores erfaringer. Det hele skal ende med en mini-konference og en personlig udviklingsplan. Man skulle skrive en ansøgning for at komme med, hvor mine erfaringer fra radioen kom mig til gode. Her er repræsentanter fra fraternities og sororities (en fraternity er ligesom den der KEG-klub i Beverly Hills, som Steve er med i - der er vildt mange af dem i Madison, og de har virkelig et dårligt ry som værende vildt overfladiske, status- og penge-fikserede typer), her er formanden for filmklubben, for klatreklubben og her er pigen, der startede de koreanske studerende klub på egen hånd - alle er de fulde af selvtillid og meget meget amerikanske. Det kan kun blive en oplevelse. Hvad ville du vælge?

Go Badgers!

2007-09-02T21:52:00.000-05:00

Lørdag var Game Day, begyndelsen på college football sæsonen, hvor UW's Badgers ligger ganske godt placeret på ranglisten. Og jeg skal love for, at jeg aldrig har set noget lignende! Hele byen sprang ud i rødt med anstrøg af hvidt hist og her og Wisconsin og Bucky Badger i utallige variationer, trykt, broderet, malet og kopieret på T-shirts, overalls, kinder og kasketter. En larm uden lige og en strøm af mennesker alle med ét mål for øje: Camp Randall, hjemmebanen! Billetter til 50 dollars er ikke umulige at få fat på, men til de store kampe kan man let ende med at slippe 200 bucks på det sorte marked. Vi fulgte massen til stadion og fik et glimt af spillerne netop som de var på vej ind på banen, et gigantisk sug gik igennem menneskemængden før alle brød ud i råb og slagsange og jeg kunne mærke hvordan jeg trods min ellers totale mangel på entusiasme for football nærmest blev høj af at se dem så tæt på - stjernerne - som så mange andre omkring mig. Efter dagens oplevelse håber jeg virkelig det lykkes os at få billetter til en kamp en dag, så vi kan følge løjerne live og ikke på en trashed bar med super size bratwursts og gratis røde jello shots for hvert touchdown, som tilfældet var i går...

Happy Birthday!

2007-09-01T20:44:00.000-05:00

Min 26-års fødselsdag i fredags var en dejlig dag, badet i strålende solskin og fyldt med søde mennesker - jeg havde bestemt ikke forventet en fødselsdags-fejring af den kaliber efter kun en uge i byen: Mine medrejsende fra KU - Sara, Toke, Mikkel, Henrik, Xiaoding og Nis, som allerede har været her et år - havde arrangeret en surprise barbecue hjemme hos Henrik, som uden tvivl har fundet det mest misundelsesværdige sted at bo her i Madison, med en have der ender i en privat badebro ud til Lake Mendota - menuen stod på solnedgang, bøffer m.m. og mygge-ekstravaganza! Og ej at forglemme en all american birthday cake, som smagte overraskende godt. Senere gik turen tilbage til kollektivet, til fødselsdagskage nr. 2: Kim's lækre lemon cake, og et større selskab af house mates og internationale studerende, som vi har mødt i løbet af intro-ugen. Blev igen overrasket med en fin gave med Wisc-gear en masse: Hættetrøje, nøglering, tyggegummi og en gigantisk plakat med et kort over hele Wisconsin. Endnu senere drak vi øl på The Plaza og drak røde drinks og svingede hofterne på et selskabt dansegulv på Mercury Lounge, før den stjerneklare nat blev gammel på Martins veranda. Uh, og så var der selvfølgelig receptionen på uni tidligere på dagen, hvor jeg fik knus og håndkys af Bucky The Badger, UW-Madisons elskede maskot! Who needs more? Jeg elsker fødselsdage

The Deer Hunter

2007-08-29T20:04:00.000-05:00

Patrick er husets 19-årige og selvvalgt arbejdsløse maintenance coordinator, født og opvokset her i Madison. Han er sød og rar og fikser alt med et smil og to thumbs up. Forleden gav han os nye en tur rundt i huset, som primært bebos af vegetarer - der er dog også en lille fryser til os kødspisere, lige nu ligger der en halv ko, ifølge Patrick er vi "signed up for a deer" og nå ja, så tager han nok på jagt i næste uge og skaffer lidt mere... Indtil da bedes vi allervenligst lade hans nyflåede og vanvittigt ildelugtende hjorteskind hænge ude i skuret, han lover at få det til at lugte lidt mindre en af dagene...

Open Mike Night

2007-08-29T14:56:00.001-05:00

Tirsdag aften havde David inviteret til open mike night i kollektivet for at fejre sin fødselsdag og sige pænt farvel, inden han vender tilbage til Tyskland efter et år i Madison.

Billeder:

Sylvie fra Texas læser en rejsefortælling fra Cuba
Andy og Ann fra Wisconsin og David fra Californien hænger ud på verandaen
Japanske Yukiko demonstrerer sine karatetalenter på Daniel
David, Andy, Andrew og Scott spiller country (med congas...)
Tilfredse tilskuere: Toke - min danske bofælle (t.v.), Sofias kæreste Benoit, Jason fra Californien og Patrick, born and raised in Madison
David og Sarah i et følsomt rock-øjeblik

Et kig i køkkenet

2007-08-29T14:46:00.001-05:00

Gabriel og hans kone Rachel er fra Brasilien. Her laver de mad til hele banden, mens David fra Tyskland og min room mate Kim, som er fra Wisconsin, pakker indkøb ud til aftenens open mike night

Lake Mendota

2007-08-25T17:59:00.000-05:00

Campus ligger lige ud til Lake Mendota - her fotograferet i 30 graders varme :-)

Home sweet home

2007-08-25T17:13:00.000-05:00

Et lille billede af mit nye hjem...

Heavy weather

2007-08-25T09:22:00.000-05:00

Så er jeg her! Efter et års forberedelser med en endeløs række af telefonsamtaler, kontorbesøg og utallige dokumenter, en flyrejse med uforudsete fem timers cirklen i luften over Chicago O'Hare Airport, der blev lukket pga. tornadovarsel, udsigt til at overnatte i Detroit, en vovet landing gennem lyn og torden, en immigration officer der rent faktisk roste mig for at have udfyldt mine dokumenter korrekt og den absolut sidste bus til Madison den aften, nåede jeg efter 26 timers rejse endelig frem til en varm og lummer sommernat med lynene glimtende i det fjerne. Her er varmt og fugtigt og heftige regnskyl, der allerede har oversvømmet lidt af kælderen - uden dog at kræve dødsofre som i Minnesota. Er stadig lidt rundt på gulvet, men har efterhånden indhentet søvnmanglen og tidsforskellen og er klar til at indtage Madison! Først og fremmest mit kollektiv, som er lidt af et eventyr i sig selv. Jeg tror, jeg kommer til at føle mig godt tilpas her. Og jeg er allerede blevet betroet af en housemate, at Madison er den bedste by i Amerika. Fortsættelse følger...